DR var berettiget til at omtale mindreårige i historie om brud på markedsføringsloven

DR bragte video af to 14-årige piger bag navnet, MathildeandRosa, i et indslag om, hvordan musikselskabet Warner Music blandt andet bruger børn på sociale medier til at reklamere. Faderen til den ene af pigerne klagede. Han får ikke medhold.

DR kiggede nærmere på reklamepåvirkning på det sociale medie Musical.ly. Fotocollage (modelfoto)

En far mente, at DR overtrådte både sit etiske kodeks og de vejledende regler for god presseskik ved at vise video med hans 14-årige datter og en veninde med kunstnernavnet, MathildeandRosa. Det skete i en artikel på dr.dk og i et indslag i TV-Avisen den 8. maj 2018. Faren repræsenterede begge forældrepar over for DR.

Både pigerne og forældrene havde gentagne gange over for DR afvist såvel omtale som medvirken. De havde modsat sig, at DR bragte en video fra MathildeandRosas optræden på det sociale medie, Musical.ly.

Imidlertid bragte DR alligevel video og omtale for at vise, at selv børn bruges til at reklamere for blandt andet musik, hvilket var kernen i DR’s artikel og indslag.

DR havde som dokumentation interviewet en jurist med speciale i markedsføring samt vicedirektøren i Forbrugerrådet. Begge gjorde gældende, at selv om pigerne var for unge til at blive straffet, kunne de godt have overtrådt markedsføringsloven. Der behøver ikke være penge mellem eksempelvis MathildeandRosa og Warner for at det i markedsføringslovens forstand er reklame. Pigerne har siden den 1. marts 2018 haft kontrakt med Warner, men optagelsen, der blev brugt af DR, ligger før kontrakten. Klager har på mine spørgsmål ikke oplyst detaljer om betaling og kontraktlige forhold vedrørende MathildeandRosa og Warner Music.

Professionelle piger

Det bragte videoklip er ikke markeret med et hashtag for ”reklame”, som det ifølge DR’s eksperter bør være. DR havde krydstjekket klippet med MathildeandRosas samme musiknummer på Youtube, Instagram og Snapchat, hvor det - ifølge DR - havde reklamemarkering. Ifølge DR omtalte de sagen, fordi pigerne har et meget stort antal følgere især blandt børn på det sociale medie Musical.ly. Pigerne har dermed en reklamepåvirking som såkaldte ”influencere” over for målgruppen af børn mellem ni og 13 år. MathildeandRosa har flere hundrede tusinde følgere, og materialet stammer fra en åben profil.

DR vurderede historiens samfundsmæssige betydning højere end det særlige hensyn til at beskytte to mindreårige. Pigerne måtte uanset deres unge alder derfor anses for at være professionelle og ikke ”børneamatører”. Dog burde DR i TV-Avis-indslaget have oplyst, at DR havde forelagt sagen, men at hverken forældre eller pigerne ønskede at medvirke eller kommentere oplysningerne.

Samlet set stred det ikke mod DR’s etiske retningslinjer, når DR lod hensynet til histories samfundsmæssige betydning gå forud for beskyttelsen af to mindreårige. Klager får derfor ikke medhold.

Klager har også indbragt sagen for Pressenævnet, der ikke har truffet afgørelse endnu.

Du kan læse hele afgørelsen her.

Ankesagsafgørelse