DR’s etik bygger på DR’s værdier

DR’s Etik gælder for DR’s programmer, for DR’s medarbejdere og i øvrigt hvor DR har afgørende indflydelse på de redaktionelle valg.

DR's Etik er baseret på DR's værdier troværdighed, uafhængighed, alsidighed, mangfoldighed, kvalitet, kreativitet, åbenhed og ansvarlighed. DR's medarbejdere skal altid først og fremmest lade sig styre af disse værdier.

TROVÆRDIGHED

Vi lægger afgørende vægt på grundig research, hæderlighed og ordentlighed i programvirksomheden. Vi taler ikke mod bedre vidende og har ikke skjulte dagsordner.

UAFHÆNGIGHED

Vi tager aldrig hensyn til eller lader os styre af økonomiske eller politiske særinteresser. Der må ikke kunne rejses berettiget tvivl om DR, produktionernes eller medarbejdernes integritet.

ALSIDIGHED

Vi er fair over for alle parter, holdninger og synspunkter gennem en upartisk og kritisk journalistik. Vi favoriserer ikke bestemte samarbejdspartnere eller interesser.

MANGFOLDIGHED

Vores programvirksomhed henvender sig både til de mange og de få gennem en mangfoldighed i emner og synsvinkler. Vi understøtter pluralisme og sammenhængskraft i samfundet, og vi har tilbud til grupper med særlige behov og interesser.

KVALITET

Vi har i vores programvirksomhed ambition om at højne det kvalitetsmæssige, underholdningsmæssige, etiske og kreative niveau på det danske mediemarked. Vi træffer modige valg.

KREATIVITET

Vi er en drivkraft for innovation og nytænkning på mediemarkedet – gerne i samarbejde med andre. Vi udvikler nye talenter og skaber muligheder for også fremover at kunne stille vores indhold til rådighed i relevante medier og på relevante platforme.

ÅBENHED

Vi inviterer til samarbejde og bestræber os på at være åbne, imødekommende og dialogsøgende over for borgere og interessenter. Vi vedkender os vores fejl, lærer af dem og retter, når vi begår fejl.

ANSVARLIGHED

Vi driver DR til gavn for brugerne, dvs. økonomisk effektivt, med en høj grad af gennemsigtighed og ud fra moderne ledelsesidealer om samarbejde og inddragelse.

DR's Etik gælder for DR's programmer, for DR's medarbejdere og i øvrigt hvor DR har afgørende indflydelse på de redaktionelle valg.

Det er afgørende for DR at overholde de "Vejledende regler for god presseskik" – herunder at bringe korrekt og hurtig information til lyttere, seere og brugere. DR's Etik skal ses som en udbygning af reglerne for god presseskik. Dels er den mere udbygget og giver flere praktisk råd. Dels stiller den på en række områder mere vidtgående etiske krav.

DR's Etik giver også praktiske anvisninger på, hvilke lovbestemmelser, der kræver særlig opmærksomhed.

DR's Etik opdateres løbende.