Afpublicering af episode af podcasten 'Op af kaninhullet'

Udsendelse levede ikke op til DR's etiske retningslinjer og er nu blevet afpubliceret.

Af Tine Godsk Hansen, områdechef for ekstern bestilling, DR LYD

Den 11. april 2023 udgav DR en episode af podcasten 'Op af kaninhullet' med titlen 'Blackrock'.

Episoden indeholdt en række påstande om navngivne internationale virksomheder, som havde til intention at repræsentere teorier fremsagt på diverse internetfora, såkaldte konspirationsteorier, men denne kontekst fremstod ikke tydeligt for lytterne, ligesom der ikke blev fulgt op på de konkrete påstande.

Udsendelsen lever ikke op til DR's etiske retningslinjer, og udsendelsen er derfor afpubliceret. DR beklager.