Fejl i TV Avisen

TV Avisen 21:00 bragte tirsdag d. 2. maj et indslag om fyringerne af to topdirektører på Aarhus Universitetshospital.

De to direktører blev afskediget efter DR’s kulegravning af sagen og som følge af en rapport fra Kammeradvokaten, der konkluderer, at der har hersket en bevidst fejlagtig praksis på hospitalets mave-tarmkirurgiske afdeling. En praksis, der betød, at patienternes rettigheder blev groft krænket, og at mere end 300 kræftpatienter ikke fik den behandling, de havde krav på. Blandt andet fik nogle patienter at vide, at hvis hospitalet skulle undersøge muligheden for behandling i udlandet, så ville de miste deres plads i køen til behandling på AUH.

I indslaget i TV Avisen oplyste vi, at den besked til patienterne var instrueret af hospitalsledelsen. Det er ikke korrekt formuleret. Beskeden til patienterne var instrueret af afdelingsledelsen, sådan som det også er fremgået af DRs dækning generelt.