Af redaktør Christoffer Lønhart Arhøj, 'Debatten'
Torsdag aften medvirkede formand for beboerforeningen i Mjølnerparken, Muhammed Aslam, i 'Debatten' på DR2. Han er ved en række lejligheder blevet kritiseret for sit arbejde, blandt andet i beboerforeningen.
Ifølge en artikel i Weekendavisen (2011), blev han i 2006 beskyldt for at have brugt foreningens videoovervågningssystem til at kritisere kvindelige beboere for ikke at bære tørklæde.
Aslam sagde til avisen: 'At jeg skulle have misbrugt disse optagelser som beskrevet, er usandt, og jeg finder påstandene groft injurierende'. Kritikken i Weekendavisens artikel burde vi have nævnt og diskuteret med Muhammed Aslam i udsendelsen. Vi burde have lavet mere research, og vi beklager, at det ikke skete.