Præcisering i programtekst til 'Pengejægerne'

Journalisterne bag programmet er ansat hos et eksternt produktionsselskab.

Vært Jens Langhorn og advokat Boris Frederiksen fra 'Pengejægerne'-udsendelserne. (Foto: Per Arnesen © Monday, jesper Bang-Udesen)

Af dokumentarredaktør Erling Groth, DR

I programteksterne til tv-serien 'Pengejægerne', der ligger på DRTV, fremgik det tidligere, at det er DR's graverjournalister, der laver programmet og undersøger, hvor pengene i diverse konkursboer er blevet af. Det er nu ændret til, at det er en gruppe undersøgende journalister, idet journalisterne er ansat på et produktionsselskab, som producerer dokumentarserien til DR.

Det fremgik ligeledes, at journalisterne og Kammeradvokaten var på en fælles skattejagt efter de mange millioner. Det er ændret, idet det er upræcist. Der er tale om at Kammeradvokaten og journalisterne med hver deres metoder undersøger sagerne, og at journalisterne løbende interviewer juristerne om deres arbejde og forsøger at få interviews med sagernes andre implicerede parter.

Det fremgår desuden af programteksten, at journalisterne 'flytter ind hos Kammeradvokaten'. Det skal præciseres, at når vi bruger vendingen om at 'flytte ind', er der tale om et fortællemæssigt greb, der skal illustrere, at redaktionen helt unikt har haft mulighed for at følge arbejdet hos Kammeradvokaten på meget nært hold.

I den forbindelse har journalisterne, primært af praktiske årsager, fået stillet et lokale til rådighed. Men de facto er det, ligesom i andre former for reportage, sådan, at vi beskriver en arbejdsplads og dens medarbejdere.

Facebook
Twitter