Er der én middag i løbet af året, der bare SKAL sidde i skabet, så er det julemiddagen. Og det kan måske godt sætte skub i blodomløbet og den røde farve i kinderne. Især hos en nybegynder.
Men faktisk er det ikke så svært, siger Kirsten Høgh Fogt, der er viceforstander for Suhrs Højskole. Hun er medforfatter på klassikeren ”God mad – let at lave”, som netop er udkommet i en ny udgave.
- På en måde er det jo en meget enkel menu bestående af fem elementer: And, hvide kartofler, brunede kartofler, sovs og rødkål.
- Det springende punkt er selvfølgelig timingen, så det hele er færdigt og varmt, når familien sætter sig til bords.
Forberedelse og planlægning
Nogle af opgaverne kan sagtens løse i forvejen, fx koge rødkål. Lillejuleaften kan man også med fordel koge og pille de små kartofler til brunede kartofler, koge risengrøden til risalamande, og hakke og smutte mandlerne.
- Lidt hektisk vil det altid blive på dagen den 24., medgiver Kirsten Høgh Fogt.
Hendes bedste råd mod julemiddags-stress er at lægge en plan for dagen og følge den.
Sådan en plan har hun et bud på i grafikken ovenfor. Tidsplanen kan tillempes, så den passer bedre til dit eget temperament, men hvis du følger den, så er der stor sandsynlighed for, at du når i mål, lover hun.
Hvis du gerne vil printe tidsplanen ud, så du kan tage den med i køkkenet - og give den et fint mønster af fedtpletter - så er den her som pdf:
Portionsstørrelser per person:
- •
1 and på cirka 3 kg til 4 personer
- •
150 gram hvide kartofler
- •
100 gram brunede kartofler
- •
100-150 gram kogt rødkål
- •
1-1,5 dl sovs
- •
200 gram risalamande
- •
150 gram kirsebærsauce
