Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der bare lang tid, fra man står op om morgenen den 24. december, til der skal danses om juletræ og deles gaver ud.
I hvert fald hvis man er en lille dreng eller pige med store forventninger.
Her er hjælp at hente: Sabine Lemire, professionel kreativ hjerne, der har udgivet "Julebogen" med tips og ideer, som kan inspirere til gør-det-selv-underholdning for små og lidt større, foreslår, at man kaster sig over en af de ovenstående ideer.
- Børn er generelt gode til at se muligheder i skrald, emballage og andre dimser i hjemmet. Lad dem gemme og samle ting fra ture og bolig i en krea-kasse. Mange ting kan få nyt liv med saks, lim og maling, siger hun.
- Jeg gemmer tit ting i en tid og går og kigger lidt på dem. Pludselig inspirerer de til et særligt projekt. Husk ikke at begrænse børn i, hvordan noget ser ud “rigtigt”. Det er tit de voksne, der har sværest ved at se mulighederne i materialerne.
Tag hensyn til børnenes alder
Det er selvfølgelig vigtigt, understreger Sabine Lemire, at du tager hensyn til, hvor gamle børnene er.
- Børn i forskellige aldre har meget forskellig koncentrationsevne. Lad de mindste være med, så længe de orker, og til de projekter de kan finde ud af. Mange ting kan forenkles, så de mindste også kan være med.
Selv plejer Sabine og hendes fire børn at være færdige med at være kreative, når de kommer til den 24. december. Men i tiden op til jul, har der været gang i saks, lim, pap og papir.
- Vi klipper og klistrer en del i december, men den 24. plejer vi at være færdige. Så går vi en lang tur inden aftenens forberedelser skal i gang.



