Julen er ikke kun grantræer, sang og kærlighed og hygge.
Jul er også julefilm: film med grantræer, sang, kærlighed og hygge. Og som regel med sne, en trussel mod julen og en lykkelig slutning.
Hvis du ikke selv ser særlig mange julefilm, skal du ikke være i tvivl: Det gør vi andre. På streamingtjenesterne har gamle julefilm fx de seneste uger pludselig blandet sig i topstriden med de nye premierefilm.
Men hvad er værd at se? Vi har spurgt Christian Monggaard, filmanmelder ved dagbladet Information:
The Nightmare Before Christmas
- Brillant dukke- og stop motion-musical fra Tim Burton og Henry Selick, hvor Jack Skellington, kongen af Halloweentown, så gerne vil være julemand. Det resulterer i megen morskab og dramatik, inden Jack endelig får lært, at en skomager bør blive ved sin læst.
Alene hjemme 1+2
- Chris Columbus’ og John Hughes’ moderne juleklassikere, hvor lille Kevin, der ved et uheld bliver ladt alene hjemme to juleferier i træk, bekæmper to ikke alt for begavede indbrudstyve. Det er Tom og Jerry med rigtige skuespillere, og det gør ondt og er vanvittigt morsomt – og indimellem endda rørende.
Scrooged
- Bill Murray er en alletiders vranten og urimelig Scrooge i Richard Donners moderne gendigtning af Charles Dickens’ Et juleeventyr, som foregår på en tv-station. Og selvfølgelig kommer Scrooge i julestemning, men først efter at have opført sig ganske frygteligt over for en masse mennesker.
Muppets juleeventyr
- Endnu en løssluppen version af Et juleeventyr, hvor mupperne giver den hele armen. Michael Caine spiller Scrooge, mens Kermit er hans stakkels nevø, Bob Cratchit, og Miss Piggy hans kone. De to sure, gamle mænd, Waldorf og Statler, spiller brødrene Marleys spøgelser, der hjemsøger Scrooge. Og Gonzo er selveste Charles Dickens, som med Rotten Rizzo ved sin side fortæller det hjertevarmende eventyr. Dejlig film.
Det er vidunderligt at leve
- Frank Capras livsbekræftende klassiker, hvor James Stewarts ulykkelige bankmand med hjælp fra den endnu ikke fuldbefarne engel, Clarence, finder ud af, hvor skidt det ville gå hans familie, venner og hjemby, hvis ikke han var i live. Filmen ender juleaften, og der er ikke et øje tørt. ’Every time a bell rings an angel gets his wings.’
Bad Santa
- Har man fået nok af al det juleri og al den gode stemning, så kan man fornøje sig med Terry Zwigoffs underholdende, sorthumoristiske komedie med Billy Bob Thornton som fordrukken, liderlig tyveknægt, der giver sig ud for at være julemand for at kunne røve et indkøbscenter. Ikke en film for hele familien – med mindre man ikke har noget imod hele tiden at skulle holde de mindste for både øjne og ører.
Love Actually
- Britiske Richard Curtis’ romantiske dramakomedie er efterhånden blevet lidt af en juleklassiker, og det er der god grund til. Hugh Grant, Emma Thompson, Liam Neeson, Alan Rickman og mange flere fantastiske skuespillere fører an i en mosaikfortælling om mennesker på jagt efter kærligheden – ikke mindst omkring jul. Sjovest af dem alle er Bill Nighys aldrende og vrisne rockstjerne, der uventet får et hit med en juleversion af Wet Wet Wet’s Love Is All Around.
Nøddebo Præstegård
- Der skal også være plads til en dansk juleklassiker, nemlig George Scheevoigts Nøddebo Præstegård fra 1934. Tre studenter og brødre skal til julefest på titlens præstegård, og her møder de både krybskytter og kærlighed. Det er meget gammeldags, men man er i godt selskab, og det er både en hyggelig og sød film, der tåler gensyn.
