I Danmark elsker vi at synge julesalmer. Hvert år synger hele 80 procent af befolkningen med, når de danser rundt om juletræet.
Er du en af dem, er du formentlig stødt på julesalmen ’Et barn er født i Betlehem’?
Salmen, som er skrevet af N.F.S. Grundtvig, blev sunget første gang ved en gudstjeneste i julen 1845. Siden er den blevet fast inventar i både kirker og hjem juleaften.
Men selvom vi synger salmen år efter år, er det ikke sikkert, vi forstår hele teksten. For hvad betyder ’en fattig jomfru sad i løn’ egentlig?
Hvis du ikke er helt skarp på betydningen, er du ikke alene. 4. advent har DR spurgt en række kendte dansker, hvad de tror det betyder. Det er der kommet nogle interessante bud ud af.
Er det en stilling?
Mange tænker måske på penge, når de hører ordet løn. Men kobler man løn sammen at ’sidde i’, giver det knap så meget mening. I hvert fald hvis man spørger sangerinden Kaya Brüel:
Hun sad i noget løn og fødte. Er det hø, spørger sangerinden.
Også Daniel Jensen fra rapgruppen Vild Smith forbinder ordet med noget fysisk:
Måske er der en eller anden stilling, der hedder ’i løn’. Jeg sidder i løn!
Ydmyge forhold
Sangerinden Sys Bjerre tror heller ikke, at løn handler om penge i det her tilfælde:
Det er et udtryk for, at jomfruen var presset. Det var en svær situation for hende. Og så fødte hun himlens kongesøn umiddelbart efter, foreslår hun.
Selvom ’Et barn er født i Betlehem’ er en populær julesalme, kan der altså godt være ord der driller. Du kan finde den rigtige forklaring i videoen foroven