Stearinlys kan slukke for julehyggen

For mange af os er levende lys en stor del af julehyggen, men for astmatikere kan lysene give bøvl med vejrtrækningen, advarer Astma-Allergi Danmark.

Det er så hyggeligt med levende lys i en mørk julemåned, men helt sundt er det desværre ikke. (© Gettyimages)

Danskerne tøver ikke med tænde levende lys i julen. Men måske bør man overveje, hvor mange lys, man tænder - og hvor ofte.

Stearinlysene kan nemlig ende med at give nogle af os decideret ubehag. Det forklarer Betina Hjorth, som er rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark:

- Soden fra stearinlysene kan forværre allergikeres og astmatikeres i forvejen følsomme slimhinder i øjne og næse og give åndenød, hoste og vejrtrækningsbesvær.

Partikler forurener

Årsagen er de såkaldte ultrafine partikler, der bliver spredt rundt i rummet, ligeså snart man tænder et stearinlys.

- De ultrafine partikler bliver så ved med at svæve rundt i luften, når man har slukket lysene og sætter sig i vægge og gulvtæpper, siger Betina Hjorth.

Dermed kan astmatikere og andre med vejrtrækningsbesvær få bøvl resten af aftenen, hvis ikke man tager sig nogle forholdsregler.

Fyrfadslys afgiver færrest partikler

For eksempel kan bør man overveje, om man skal gribe ud efter stagelys, bloklys eller fyrfadslys i supermarkedet.

Ifølge en tidligere undersøgelse fra Bolius er der nemlig forskel. Den viser, at fyrfadslyset afgiver færrest partikler, bloklyset næstfærrest og stagelyset flest.

- Det kan også være en god idé at styre uden om farvede stearinlys, duftlys eller lys med pynt. Jo mere tingel-tangel, jo mere sod, siger Betina Hjorth.

Her er Astma-Allergi Danmarks råd til en sundere jul:

  • Skift nogle af stearinlysene ud med elektriske lys for eksempel i form af elektriske fyrfadslys

  • Vælg et smalt kalenderlys, eller overvej alternativer til kalenderlyset i form af for eksempel et målebånd, som man klipper et stykke af for hver dag

  • Undgå lys, der er farvede, dufter eller udstyret med pynt

  • Undgå at puste stearinlyset ud. Brug i stedet for en lyseslukker eller to fugtige fingre, så vægen ikke soder videre

  • Luft ud med gennemtræk i 5 – 10 minutter, når stearinlysene er blevet slukket