Tegn og mal dig gennem julen uden stress og jag

Har du en malebog på ønskesedlen i år, selv om du langtfra er barn mere? Så er du en del af en trend.

Find en malebog og tegn dig til mere ro. (© Gettyimages)

Du husker det sikkert, fra du var lille: Hyggen ved at sidde med et glas saft og farve inden for stregerne, mens tankerne vandrede.

I dag er det langt fra kun børn, der farvelægger. Vi voksne har nemlig også brug for den ro, malebøgerne giver.

– Malebøgerne er del af en trend, som handler om antistress, om mindfulness. Når du farver i malebøgerne, kommer du i en meditativ tilstand, hvor du ikke skal tænke på andet end at farve inden for stregerne. Det går langsomt og handler ikke om kreativitet og præstation, men bare om at være, siger Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker og founding partner i Future Navigator.

Luk hjernens vinduer ned

Netop dét ikke at skulle præstere er en undtagelse i et moderne samfund.

– Alt er til debat, vi spørger konstant os selv, om det, vi gør, er godt nok: Har vi den rigtige krop, den rigtige partner, det rigtige job?, siger Liselotte Lyngsø.

Også den meditative tilstand er en mangelvare:

– Mange af os har jobs, hvor vi skal finde på og præstere, og vi har stress som aldrig før. Det er ligesom med computeren: Hvis du har for mange vinduer åbne ad gangen, sker der ikke en skid. Sådan er det også med hjernen, siger Liselotte Lyngsø.

Når vi mediterer, går vi derimod ‘meta’ på os selv og løfter os op fra det, vi føler og tænker – lader følelserne og tankerne være og giver sindet en pause.

– Det er sindssygt svært for det moderne menneske, som er vant til at hoppe fra det ene til det andet, og derfor bliver malebøgerne en kæmpe modtrend til samfundets stress og jag, siger Liselotte Lyngsø.

Langsom bølge fortsætter

Andre eksempler på, at vi fortravlede mennesker har brug for langsomt modspil er, at vi strikker, tilbereder slowfood eller dyrker tantrisk sex. Eller laver mindfulness-øvelser som at kramme træer eller børste vores tænder langsomt.

– Vi gør jo ellers alt hurtigere og hurtigere – vi går hurtigere, taler hurtigere og sover mindre, siger Liselotte Lyngsø, der forudser, at den langsomme, meditative trend fortsætter.

– I takt med, at vi skifter fokus fra at få det meste ud af folk til at få det bedste ud af folk, og at vi får flere og flere gadgets, der måler, hvordan vi har det, vil der komme mere vægt på meditation. Fordi det simpelthen virker, siger hun.