Helt præcist 1,688 millioner danskere sad samlet foran tv-skærmene, da Anti Social Media sejrede i Melodi Grand Prix 2015 lørdag aften.
Dermed ligger seertallet på niveau med de seneste par år.
Både i 2013 og 2014 så 1,8 millioner med, da henholdsvis Emmelie de Forest og Basim sejrede i Danmarks ældste musikkonkurrence.
Seertallet topper på 2,1 millioner
Det ny afstemningssystem, man har indført for at øge spændingen i det danske Melodi Grand Prix, har - i overordentlig høj grad - også vist sig at give pote.
Seertallet var konstant stigende i løbet af programmet, og peakede på hele 2,1 millioner i minutterne inden programmets slutning, hvor folkets point blev uddelt, og man kunne kåre Anti Social Media som vindere.
Stjal seere fra TV2
Kronjuvelen i DR1s underholdningsudbud sad altså massivt på sendefladen lørdag aften.
Udover de flotte seertal stjal Grand Prix’et nemlig også 300.000 seere fra TV2s Danmark har talent.
Interessen for Grand Prix er tilsyneladende uformindsket, selv om danskerne fik en overordentlig stor dosis i 2014, hvor Danmark også var Eurovision-værter.