Han er både skuespiller og sanger, og nu kan han også snart skrive vært på cv'et.
31-årige Johannes Nymark debuterer nemlig som vært til det store Melodi Grand Prix-show i Jyske Bank Boxen i Herning på lørdag, hvor han skal styre slagets gang sammen med Annette Heick.
Og han var ikke i tvivl, da han i efteråret fik tilbudt jobbet som Melodi Grand Prix-vært.
- Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville prøve værtsrollen på et tidspunkt. Faktisk var jeg i erhvervspraktik i 9. klasse på DR i Aarhus, hvor jeg fik lov at være nyhedsoplæser, og det synes jeg var ret sjovt. Og så er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at jeg så har fået tilbudt at være vært på så stort et format som det her er, siger han.
Puslespillet skulle gå op
Men der har været en del ting, der skulle gå op i en højere enhed, hvis Johannes Nymark skulle ende med at stå på scenen lørdag aften.
I januar havde han nemlig premiere på stykket 'Under my skin' på Bellevue Teatret, og allerede dengang var det planlagt, at der skulle være en forestilling på Musikteatret Albertslund lørdag den 25. februar - altså samme dag som Melodi Grand Prix.
- I efteråret vidste jeg ikke, om det kunne lade sig gøre. Men der blev lavet en aftale om, at stykket blev rykket til torsdag (i går, red.), så jeg kunne nå begge dele. Alt det her kan kun fungere, fordi der er nogle mennesker omkring mig, der arbejder intenst for at få det til at fungere med transport og det praktiske, så det hele kan gå op, siger han.
Hvordan skal det gå?
Han glæder sig meget til lørdag aftens begivenheder, og det meste af ugen har han været i Herning for at øve sig sammen med Annette Heick.
- Hun har jo prøvet det her før, og det er rart, at hun er der, så man kan spørge om, hvordan tingene foregår og sådan noget. For mig er det anderledes på den måde, at når man laver film og teater, så er det en lang proces, siger han og fortsætter:
- Men her, der sad jeg faktisk og tænkte i sidste uge, at vi jo slet ikke var gået i gang, og hvordan skulle det nu gå? Der er jo blevet holdt møder, men så er resten ret samlet i den her uge, og så går det ligesom bare løs.
Det bliver skidesjovt
Og selvom Johannes Nymark havde en forestilling, der skulle klares torsdag aften, så har han resten af ugen fokuseret sin energi på at forberede sig så godt til sin værtsrolle som muligt.
- Det bliver skidesjovt! Jeg har jo aldrig prøvet det før, men jeg vil gøre mit for at udføre mit arbejde så godt som muligt, siger han.
Værtsrollen i Melodi Grand Prix har tidligere vist sig at være mål for en del kritik - har du tænkt over det?
- Altså jeg har jo før stillet mig frem i forbindelse med andre ting, hvor folk ligesom har kunne kaste med rådne æbler, hvis det var det de ville. Og her kunne man bare sige, at det er en del af det, men det vil jeg ikke, siger han.
- Der er en tendens til, at det er blevet lidt i orden at svine hinanden til, og det vil jeg gerne slå et slag for, at man ikke gør. Jeg ved jo godt, at det kommer man nok ikke udenom, men ligesom udsagn kan være irrationelle, så kan det jo også være velbegrundede tanker om det arbejde, jeg udfører. Det er jo smag og behag, og jeg er også modtagelig over for kritik. Men jeg vil da helst have ros, griner han.