Den stod på Grand Prix-snak, tapas og flotte drinks, da alle årets Grand Prix-deltagere var til velkomstfest i Horsens.
Torsdag havde været en lang dag for alle deltagerne, da de havde haft deres første prøver på scenen, hvor de skulle teste deres sang, dans og Grand Prix-humør af.
- Jeg er simpelthen så glad og rolig efter i dag. De har allesammen gjort det så godt, så det er helt fantastisk, lyder det fra Bryan Rice, der har været med til at skrive sang nr. 1 ’Ray of Sunlight’, sunget af David Jay.
Sygdommen raser i Grand Prix-land
I den forgangne uge har det ikke kun været årets værtinde Annette Heick, der har været syg med influenza.
Men også årets Grand Prix-deltagere har været ramt af sygdom op til det store show.
- Min start var lidt af en katastrofe, fordi jeg stadig døjer med noget sygdom. Men ellers gik det godt, lyder det optimistisk fra Sophia, der synger sang nr. 4 ’Blue Horizon’.
- Taget i betragtning af, at jeg også er en af dem, der var ramt af sygdom, synes jeg stadig det er gået godt i dag. Jeg skal nok blive helt frisk til lørdag, fortæller Veronica Jensen, der synger sang nr. 5 ’Messing with the Wrong Kind’.
Fredag fortsætter prøverne i Forum Horsens, og lørdag kl. 20 går det løs, når vinderen af Melodi Grand Prix 2016 skal findes.










