De bestemmer halvdelen af Danmarks Eurovision-point

Juryen sidder med halvdelen af magten, når pointene skal uddeles i Melodi Grand Prix. Her kan du se, hvem der sidder i årets danske jury.

En tidligere Eurovision-to’er, prominente sangskrivere og darlings fra det danske Grand Prix. Sådan kan man opsummere den danske jury til Eurovision 2015, der bestemmer halvdelen af de point, Danmark skal uddele ved verdens største musikkonkurrence.

Juryen består af sanger Søren Poppe, sangskriverne Micky Skeel og Tamra Rosanes, samt de to danske Grand Prix-divaer Anna David og Lotte Feder.

”Vil hellere lytte end se”

Men hvad ser man egentlig efter som jurymedlem? Det har dr.dk/grandprix spurgt Søren Poppe om:

- Jeg vil hellere lyttere, end jeg vil se. For mig handler det om en god melodi, en god tekst og en god performance. Alt, hvad der hedder glamour, er jeg fløjtende ligeglad med, hvis ikke det andet giver mening, lyder det fra Søren Poppe.

Han blev selv nummer to, da han repræsenterede Danmark i Eurovision 2001 med makkeren Stefan Nielsen i gruppen Rollo & King, og den selvkomponerede ’Never Ever Let You Go’. Faktisk førte Danmark flere gange afstemningen i løbet af den aften.

Sidder med halvdelen af magten

Nu gælder det imidlertid tjansen som dansk jurymedlem til Eurovision 2015, hvor han altså er med til at afgøre halvdelen af Danmarks point.

Afstemningen til Eurovision foregår ved, at man kombinerer sangenes telefon- og sms-stemmer med juryens resultat.

Hver instans sidder med halvdelen af magten, og det samlede resultat for hvert enkelt land – herunder Danmark – findes så ved, at man kombinerer jury- og telefonafstemningsresultatet.

Det land med den højeste kombinerede score tildeles så de maksimale 12 point, det land med næsthøjest score får 10 point, og så videre fra 8 og ned til 1 point.

Du kan læse mere om de danske jurymedlemmer i faktaboksen her på siden.