Det sker hvis Australien vinder Grand Prix

Skal vi ”down under”, hvis Australien vinder Eurovision til maj? Få svaret her.

Australien Eurovision 2015
Der har været megen snak om, hvad der skal ske, hvis Australien vinder Eurovision. Få hele historien her. (Foto: © Rowan Turner, WienTourismus)

Australien debuterer som deltagerland i Eurovision Song Contest i 2015.

Tidligere i år besluttede den europæiske tv-union, EBU, nemlig at give den Grand Prix-glade nation - der har vist konkurrencen hvert år siden 1983 - muligheden for at deltage i Eurovision. Indtil videre kun i 2015.

Nu er der imidlertid opstået forvirring om, hvad der egentlig skal ske, hvis Australien ender med at vinde Grand Prix’et, når der er finale 23. maj.

Tysk-australsk samarbejde?

Lederen af den svenske Eurovision-delegation Christer Björkman, har nemlig skabt lidt af en mediestorm, blandt andet på fansitet Esctoday, efter han kom med en kontroversiel udtalelse i et Grand Prix-optaktsprogram på svensk tv.

Adspurgt til, hvad der vil ske, hvis Australien vinder Eurovision, svarede han følgende:

- Vi skal desværre ikke til Australien (hvis de vinder, red.). Det indgik faktisk i aftalen (for deres deltagelse, red.), at de var tvunget til at samarbejde med en europæisk tv-station, som garanterede, at de skulle afholde det, hvis Australien vandt, sagde Christer Björkman i programmet Inför Eurovision på SVT1, og fortsatte:

- I så fald kommer det til at blive Tyskland, som arrangerer det sammen med Australien, hvis de vinder; og det er slet ikke umuligt, lød det videre.

Udtalelsen faldt cirka 54 minutter inde i programmet. Du kan se det her.

Tyskland har ikke tidligere været nævnt

Første del af svenskerens kommentar er ukontroversiel: I tilfælde af at kænguru-landet sejrer i verdens største musikkonkurrence, har det nemlig hele tiden været planen, at australierne skal være værter sammen med en europæisk tv-station, og at konkurrencen vil skulle foregå i en europæisk by.

Men der har indtil nu ikke været forlydender om, at det netop skulle være Tyskland, der ville få æren af at arrangere næste års Eurovision med australierne, i tilfælde af en sejr. Før altså anden del Christer Björkmans udtalelse faldt i bedste sendetid på DRs søsterkanal SVT.

Referencegruppen affejer kommentarer

Udtalelsen fik straks formanden for én af Grand Prix’ets mest magtfulde myndigheder - den såkaldte referencegruppe - Frank-Dieter Freiling til at udsende følgende udtalelse:

- Hvis Australien vinder Eurovision Song Contest 2015, vil det kommende års Grand Prix finde sted i Europa, som annonceret tidligere, af praktiske årsager. I dette tilfælde vil der være masser af europæiske tv-stationer, som australske SBS (den australske tv-station, der sender Eurovision, red.) kunne indgå et partnerskab med; tyske NDR er én af dem – blandt mange andre, lyder det i udtalelsen, der fortsætter:

- Samarbejdet med en specifik tv-station vil først blive udforsket og formaliseret i fald, at Australien vinder. For ikke at efterlade nogen plads til spekulation om, hvem der bliver værtsland for Eurovision 2016 i tilfælde af en australsk sejr, vil vi understrege, at hr. Björkmans kommentarer ikke er andet end præmature.

Dermed synes det altså at være slået fast med syvtommersøm, at vi ikke skal ”down under” i 2016 – uanset hvordan Australien klarer sig, når de om en måned får deres Grand Prix-debut.