Efter lodtrækning i nat: Sådan er Danmarks chancer i Eurovision-finalen

Rasmussen har fået en udmærket startplacering i lørdagens store Eurovision-finale. Særligt ét land har dog været ekstra heldig.

Rasmussen og hans vikinger havde vundet de helt store jubelbrøl frem, da de mødte pressen efter semifinalen torsdag aften. (Foto: © Carlos Rodrigues, Getty Images)

- Det kunne have været værre.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra Grand Prix-ekspert og -kommentator Ole Tøpholm, efter arrangørerne af Eurovision Song Contest natten til fredag offentliggjorde startrækkefølgen til finalen i morgen, lørdag.

Her går Rasmussen og vikingekoret på scenen som land nummer 15 ud af 26 – lige efter Tjekkiet og lige før Australien.

- Det er ikke noget, der skader Danmark, at vi ligger mellem de to lande. Vi har en helt anden type sang end både Tjekkiet og Australien, så vi skiller os stadig ud, og det er vigtigt, siger Ole Tøpholm.

Kan gå begge veje

Startrækkefølgen bliver bestemt af arrangørerne bag Eurovision Song Contest med det formål at skabe så spændende og varieret et show som muligt.

Alle lande har dog trukket lod om, hvorvidt de skulle synge i den første eller den sidste halvdel af showet, og her trak Rasmussen altså den sidste halvdel på vinderpressemødet torsdag aften.

Med en startplacering midt i feltet er der dog ikke nogen, der pludselig begynder at udråbe Danmark som storfavorit, mener Ole Tøpholm.

- Der er meget kvalitet i finalen, og fordi den danske sang skiller sig så meget ud, har jeg lidt svært ved at vurdere, hvor vi ender i år - om vi bliver nummer 5, 15 eller 25. Men jeg satser på, det bliver i den bedste halvdel, siger han.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5af49db1a11f9f24dc013e8f

Cypern den store vinder

Efter semifinalen torsdag aften har de internationale bookmakere øget deres tro på dansk sejr på lørdag. Således ligger Rasmussen i skrivende stund på en 14. plads ud af de 26 lande, der deltager i finalen.

Den helt store bookmakerfavorit er dog fortsat Eleni Foureira fra Cypern med nummeret 'Fuego'.

Eurovision-kommentator Ole Tøpholm mener da også, at netop Cypern har fået den bedst tænkelige startplacering som nummer 25 ud af 26 – altså næstsidst.

- Det er den mest optimale placering overhovedet, fordi afstemningen først bliver åbnet, når alle sangene har været på, og de sidste lande på scenen derfor står klarest i seernes erindring. Så Cypern er klart vinderen i den her startrækkefølge, siger Ole Tøpholm.

- Efter to år med meget anderledes vindersange i Eurovision lader det til, at pilen i år peger mod, at Europa vil have uptempo-pop. Så måske det bliver Cyperns år, siger han.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5af208a6a11f9f1fb43b0ae2

Middelhavsøen har deltaget i Eurovision Song Contest siden 1981, men har endnu aldrig vundet konkurrencen.

Landets bedste placering er en femteplads, som man er havnet på tre gange – senest i 2004. Siden dengang har Cypern i øvrigt slet ikke været i nærheden af en placering i top 10.

Lørdagens finale åbnes af Ukraine, mens Italien er sidste land på scenen.

Se hele startrækkefølgen her.

  • 01 Ukraine

  • 02 Spanien

  • 03 Slovenien

  • 04 Litauen

  • 05 Østrig

  • 06 Estland

  • 07 Norge

  • 08 Portugal

  • 09 Storbritannien

  • 10 Serbien

  • 11 Tyskland

  • 12 Albanien

  • 13 Frankrig

  • 14 Tjekkiet

  • 15 Danmark

  • 16 Australien

  • 17 Finland

  • 18 Bulgarien

  • 19 Moldova

  • 20 Sverige

  • 21 Ungarn

  • 22 Israel

  • 23 Holland

  • 24 Irland

  • 25 Cypern

  • 26 Italien

Følg finalen i Eurovision Song Contest lørdag klokken 21 på DR1 og DR TV.