Når den danske viking Rasmussen senere i dag har sin første prøve på scenen i Portugals hovedstad, Lissabon, forud for næste uges Eurovision Song Contest, hviler der et vist pres på hans skuldre.
Inden han endnu har sunget så meget som en strofe på den internationale scene, spås den rødskæggede viking nemlig store chancer for at sikre Danmarks bedste placering i popkonkurrencen i årevis.
I en stor afstemning blandt 44 Grand Prix-fanklubber over hele verden, hvor mere end 4.000 fans har afgivet deres stemme, er Rasmussen og 'Higher Ground' nemlig endt på en flot tiendeplads blandt årets 43 sange.
Lykkes det Rasmussen at gå top 10, vil det således være første gang siden Basims niendeplads på hjemmebane i 2014, at Danmark kommer så højt på pointtavlen.
Målet er er en finaleplads
Rasmussen selv prøver dog ikke at lade sig påvirke af diverse afstemninger og bookmakere og har i stedet fuld fokus på at levere på scenen. I første omgang i semifinalen næste torsdag, som er første forhindring før en eventuel finale.
- Jeg føler mig på ingen måde sikker på at komme i finalen, for det er så forskellige sange, der er med i år, og man aner jo ikke, hvordan folk stemmer. Men jeg kan stå 100 procent inde for det, vi gør, og jeg synes, vi har en rigtig god optræden. Så må vi se, hvor langt det bærer os, siger Rasmussen og tilføjer:
- Men jeg satser selvfølgelig på, vi kommer i finalen - helt klart. Det er målet.
Skiller sig ud
Bookmakerne er knap så positive som fansene, men spår alligevel Danmark en sikker finaleplads og en placering midt i finalefeltet lørdag i næste uge.
Men uanset, hvad der sker, så er én ting sikkert, mener Rasmussen; De europæiske tv-seere kommer ikke til at sidde upåvirket tilbage, når de danske vikinger går på scenen med den danske vindersang 'Higher Ground'.
- Vi gør os i det mindste bemærket, og der er i hvert fald ikke nogle af de andre lande, der ligner os, siger han.
Rasmussen og hans fem korsangere har den første prøve på den store Eurovision-scene tirsdag eftermiddag, og han glæder sig.
- Det er dejligt endelig at være her i Portugal med hele holdet. Jeg glæder mig til at se scenen, hoppe i klunset og forhåbentlig få lavet en rigtig god første prøve, siger han.
Hvordan prøven forløber, kan du naturligvis læse mere om her på dr.dk senere i dag.
Indtil da kan nu nyde denne akustiske udgave af 'Higher Ground', som det danske Eurovision-hold indspillede for nylig.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5addd460a11f9f170086b032
