Der er lagt op til en mere forudsigelig semifinale, end i tirsdags, når anden semifinale i Eurovision Song Contest 2015 løber over skærmen torsdag aften.
- Bundniveauet er efter min mening lavere her i anden semifinale. På forhånd ser det nærmest helt umuligt ud for San Marino, Portugal og Tjekkiet, lyder vurderingen fra formanden for MelodiGrandPrixFans.dk, Johann Sørensen, som følger konkurrencen fra Wien.
Her er hans top 10 fra anden semifinale:
Sverige
Det bliver en af de største Eurovision-sensationer, hvis Sverige og Måns Zelmerlöw ikke kvalificerer sig til finalen på lørdag. Vores svenske naboer har igen valgt at sende en stærk sang til Eurovision sammen med årets bedste sceneshow, og de blå/gule snupper med garanti én af de 10 finalebilletter.
Norge
Norge satser i år på en smuk og samtidig lidt dyster ballade. De har længe været placeret meget højt hos bookmakerne, men er efter prøverne faldet lidt og indtager pt. en 7. plads. Nordmændene behøver dog ikke at frygte for, at semifinalen bliver endestationen for dem i Wien. En rigtig god lodtrækning hvor de kan se frem til gode point fra Island og Sverige, vil være med til at bane vejen for dem til finalen.
Israel
’Golden Boy’ byder på et mix af forskellige musikgenrer blandt andet ”bollywood-toner”. Tit efterlader sådan en ”musikalsk cocktail” et forvirrende indtryk, men det er ikke tilfældet med Israel. Tværtimod så efterlader 16-årige Nadav Guedj et yderst charmerende indtryk. Israel har ikke været med i finalen siden 2011, men efter fire års fravær, er jeg ret sikker på, de gør comeback i det fine selskab.
Aserbajdsjan
På rekordtid er Aserbajdsjan blevet en Grand Prix-stormagt. Landet debuterede i 2008 og har endnu aldrig misset en finale, og det sker næppe heller i år. Sangen ’Hour of the Wolf’ er absolut en ok ballade, men sceneshowet virker ikke så imponerende, og bookmakerne har også øget deres odds på Aserbajdsjan. Men selvom Elnur Hüseynov ikke længere er blandt bookmakernes storfavoritter til at vinde, så skal meget gå galt, hvis landet fra Kaukasus ikke snupper en af de 10 finalebilletter.
Island
Modsat tirsdag så tror jeg på nordisk succes i aften, og jeg vurderer, at der er en god chance for at Island gør Sverige og Norge selskab i lørdagens finale. Island har ikke misset en finale siden 2007, og hvis Island går i finalen, så kan vi med lidt god vilje sige at Danmark også lidt er med i finalen på lørdag alligevel. Hera Bjørk, som tidligere har deltaget i det danske Grand Prix, synger nemlig kor på ’Unbroken’.
Slovenien
’Here for You’ er den bedste sang Slovenien har sendt til Eurovision i flere år. Siden 2004 har landet kun formået at kvalificere sig til finalen tre gange og bedste resultat er en 7. plads i finalen i 2001. Selvom Slovenien efter min mening ikke får det optimale ud af deres sceneshow, så er sangen så stærk, at den kommer med i finalen.
Montenegro
’Adio’ er årets eneste Balkan-ballade, og har derfor ingen direkte konkurrenter. Det samme var tilfældet sidste år for Montenegro, og fordi de derfor fik alle ”Balkan-ballede stemmerne” skrev landet historie, da de for første gang nogensinde kvalificerede sig til finalen. Jeg tror på, at Montenegro gentager sidste års succes og snupper en af de 10 billetter til finalen.
Cypern
’One Thing I Should Have Done’ er den mest simple og ukomplicerede sang i semifinale 2. Sangen bliver leveret direkte fra hjertet af John Karayiannis, og jeg tror, at han vil smelte så mange hjerter, at han sikrer en finaleplads til Cypern.
Litauen
Litauen stiller med en klassisk glad Grand-Prix sang, og inden sangen er slut kan du synge med på omkvædet. Hvis Monika og Vaides formår at levere en overbevisende og troværdig optræden, så er Lituaen efter to års fravær igen med i finalen.
Polen
Monyka Kuszynska fra Polen vil med garanti vække stor opmærksomhed, når hun i aften indtager scenen i Wiener Stadthalle. Siden 2010 har hun været bundet til en kørestol, fordi hun var impliceret i en alvorlig trafikulykke sammen med det band, som hun dengang var forsanger i. Selvom om ’In The Name Of Love’ er en middelmådig og ret ensformig ballade, så tror jeg at historiens første Eurovision-deltager i kørestol, vil skille sig så meget ud, at seerne ikke sådan lige glemmer hendes sang, når de skal afgive deres stemmer.