På lørdag kl. 20:00 går det løs, når Danmarks største musikfest afholdes i Arena Næstved, men du kan allerede stemme på din favorit, hvis du henter appen DR Grand Prix.
DR Grand Prix-appen findes både til iPhone, iPad og til Android-telefoner og -tablets. Søg på 'DR Grand Prix' i App Store eller Google Play.
Du har mulighed for at stemme i appen hele ugen op til Dansk Melodi Grand Prix. Fra mandag den 6. februar til fredag den 10. februar kan du hver dag stemme én gang på hver sang. Det er gratis at stemme med appen. Afstemningen nulstilles hver morgen kl. 09:00. Ugens stemmer fra appen indgår i den første afstemningsrunde, hvor årets sange reduceres fra otte til tre.
Til Dansk Melodi Grand Prix 2023 skal otte artister dyste om sejren og retten til at synge for Danmark ved Eurovision Song Contest, der i år afholdes i Liverpool. Sangene til årets Grand Prix repræsenterer bredden i dansk musik med alt fra rock og tempofyldt k-pop til sarte ballader og storladne Grand Prix-baskere.
Det er dog ikke kun årets otte artister, der skal på scenen i Arena Næstved. Ukrainske Kalush Orchestra, der vandt Eurovision sidste år i Torino, optræder også med sidste års vindersang ’Stefania’.
Du kan se Dansk Melodi Grand Prix 2023 på lørdag kl. 20:00 på DRTV og DR1. Hvis du ikke kan se med i fjernsynet, kan du høre med live på P4, når René Sabro og Anders Bisgaard sender live fra Arena Næstved allerede fra kl. 18:00.