Herning holder Grand Prix-fest – og du kan være med!

Der er rig mulighed for at blive en del af Melodi Grand Prix og MGP, når Herning byder velkommen til Grand Prix-fest.

Årets Grand Prix By er Herning. Fra venstre: administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen, underholdningschef i DR Jan Lagermand Lundme og borgmester i Herning, Lars Krarup

Herning er vært for henholdsvis Melodi Grand Prix og MGP, som løber af stablen 25. februar og 4. marts. Og det kan ses, smages og høres i den jyske by. Hele Herning er nemlig allerede klædt på til fest og er i fuld gang med at fejre, at byen er Årets Grand Prix By 2017.

Biblioteket er omdannet til fanzone

På Herning Bibliotek kan man fra 20. februar besøge Fanzonen, som er et decideret Melodi Grand Prix-museum med alverdens aktiviteter for store og små.

Man kan blandt teste sin Grand Prix-viden, være med i Sing Star og i det hele taget bare blive klogere på Melodi Grand Prix med alt, hvad det indeholder af festlige kjoler, iørefaldende sange og skøre facts.

Fang Melodi Grand Prix-sange og vind billetter

Man kan også gå en tur gennem byen med det nye Melodi Grand Prix-spil, som Herning Kommune har lavet. 35 af de mest kendte sange fra Melodi Grand Prix og MGP er placeret rundt omkring i kommunen. Så gælder det bare om at fange sangene på mobilen.

Sangene er samlet i klynger på tre, og lykkes det at fange mindst tre sange, kan man deltage i en konkurrence på Herning.dk, hvor der er billetter på højkant til Melodi Grand Prix 25. februar. Konkurrencen slutter 22. februar.

Spis 'Smuk som et stjerneskud'

Der er i det hele taget mange muligheder for at komme i Grand Prix-stemning, hvis man færdes i Herning de kommende uger. På Herning Kommunes plejecentre bliver der blandt andet spillet Melodi Grand Prix-musik, og i Huset No7's café bliver der serveret Grand Prix-menu.

Byens fodboldhold, FC Midtjylland, vil sende Grand Prix-klassikere ud gennem højtalerne som optakt til deres kamp, mens Herning Svømmehal vil spille 60 Grand Prix- og MGP-sange for dets gæster de næste to uger. Også Herning Kirkes klokkespil er med til festen og spiller Grand Prix-numre gennem hele februar.

Er man mere til livemusik, er der rig mulighed for at høre børn som voksne fremføre både klassikere og nye Melodi Grand Prix-sange. Et børnekor bestående af 1000 børn vil samles på Torvet 24. februar kl. 10.30 og synge kendte Grand Prix-sange.

Se oversigten over de mere end 60 planlagte aktiviteter her.