- Det var det mest politiske Melodi Grand Prix, man har set meget længe, sagde Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm i TV Avisen søndag.
Og selvom showet var fyldt med skæggede damer, regnbueflag og buh-råb mod Rusland, er Grand Prix-forsker Lisanne Wilken ikke helt enig i Tøpholms udsagn:
- Det var ikke det mest politiske Grand Prix nogensinde, men det var anderledes end tidligere. Selve Grand Prix-showet lagde ikke op til noget politisk, men der var en fælles politisk strømning på tværs af hele EU, som vi ikke har set før i år, siger Lisanne Wilken, som er lektor i europastudier på Aarhus Universitet og netop har afholdt en international konference om Eurovision.
Den fælles politiske strømning var at sende den skæggede mand i dametøj, Conchita Wurst alias Thomas Neuwirth til tops i den europæiske sangkonkurrence. Conchita Wurst fik stemmer fra både Syd-, Øst-, og Vesteuropa.
Ikke længere 'os' og 'dem'
Tidligere har det været værtslandet, der har lagt op til en politisering af Grand Prix'et. Som da Sverige sidste år tog en ligestillingsdebat op ved at lade to mænd blive viet på scenen.
- Sveriges Grand Prix sidste år blev meget en kommentar fra 'os' til 'dem': Vesteuropa der giver en moralsk prædiken til Østeuropa om ligestilling, siger Lisanne Wilken.
Men i år stod Europa sammen:
- Den positive fortælling efter det her Grand Prix er, at et så splittet Europa kan sende samme positive budskab om mangfoldighed ved at stemme på Conchita, siger Lisanne Wilken.
Conchitas sejr er politisk
Men det er ikke første gang, at en drag queen har vundet Eurovision. Tilbage i 1998 vandt transkønnede Dana International fra Israel. Så hvad er det, Conchita Wurst gør, der rører Europa lige nu?
- Mennesket Conchita er god til at personificere det øjeblik, hvor alle kan blive enige om, at ingen skal blive forfulgt på baggrund af deres seksualitet eller holdning, siger Lisanne Wilken.
Grand Prix er stedet, vi starter en fælles europæisk diskussion:
- Vi har set en stramning af homoseksuelles rettigheder i både Øst- og Sydeuropa, og at Conchita Wurst vinder Grand Prix, skal ses i lyset deraf. Lande er noget andet end deres magthavere, lyder det fra Lisanne Wilken.
Det er faktisk sådan, at Conchita Wursts vindersang lige nu topper de russiske streamingtjenester.
