Kina manipulerede med Grand Prix: Nu får det konsekvenser

Den kinesiske webtv-kanal Mango TV må ikke længere sende den populære musikkonkurrence.

Tatoveringer og to mænd, der holder i hånd, var tirsdag for meget for den kinesiske tv-kanal Mango TV, som klippede Albanien og Irlands optræden ud af Eurovision. (Foto: © Armando Franca, Ritzau Scanpix)

I tirsdags blev den første semifinale afholdt i årets Eurovision Song Contest.

Over hele verden så folk med, mens 19 nationer kæmpede om en plads i finalen i morgen, lørdag.

Også i Kina så man med, men de kinesiske seere blev ikke præsenteret for det samme show som resten af verden.

De kinesiske seere så nemlig kun 17 af de 19 deltagere, fordi den kinesiske webtv-kanal Mango TV havde klippet både Albanien og Irlands optrædener helt ud af programmet og samtidig censureret dele af Schweiz' optræden.

Sangerinden Corinne Gfeller fra den schweiziske gruppe Zibbz fik bortcensureret sin tatovering på kinesisk tv under tirsdagens semifinale. (Foto: © Screendump fra Mango TV / EBU)

Kinesisk kanal mister rettigheder til Eurovision

Den beslutning får nu konsekvenser for den kinesiske webtv-kanal.

Mango TV har nemlig øjeblikkeligt mistet rettighederne til at sende Eurovision på grund af censureringen, skriver hovedarrangørerne af Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), i en kortfattet pressemeddelelse.

- Det er ikke foreneligt med EBU's værdier om universalitet og inkludering og vores stolte tradition for at fejre mangfoldighed gennem musik. Det er med beklagelse, at vi derfor øjeblikkeligt opsiger vores aftale med udbyderen, skriver EBU.

Beslutningen blev truffet lige inden den anden semifinale torsdag aften, og Mango TV blev derfor frataget rettighederne til at sende den anden semifinale torsdag aften, hvor Danmark deltog, ligesom de heller ikke får lov at sende finalen i morgen aften.

Derfor blev de klippet ud

Kina valgte at klippe hele Albaniens og censurere dele af Schweiz' optræden, fordi deltagerne havde tydelige tatoveringer, og det er ulovligt at vise tatoveringer på tv i Kina.

Irlands bidrag blev derimod klippet ud, fordi man i sceneshowet ser to mænd danse sammen. Den slags er også forbudt at vise i Kina.

Både Albanien og Irland gik videre til den store Eurovision-finale, og begge lande skal altså på scenen igen i morgen aften, hvor tv-seere over hele verden følger med. Bare ikke i Kina.

OBS! Fredag meddeler Eurovoix, at Mango TV nu alligevel har indsat Albaniens optræden i tirsdagens semifinale - dog i en meget censureret version, så man ikke ser sangerens tatoveringer. Irlands optræden er stadig ikke en del af showet.