Lige inden finalen: Nu bliver reglerne ændret i Melodi Grand Prix

Arrangørerne bag Eurovision Song Contest laver en 'diskret, men væsentlig' ændring i afstemningsreglerne forud for årets konkurrence.

Anja scorede massevis af point hos juryerne i sidste års Eurovision. Samlet set måtte hun dog tage til takke med en 20. plads med 'Where I Am'. (Foto: © GLEB GARANICH, Ritzau Scanpix)

I næste uge er det igen blevet tid til konfetti, korte kjoler og ikke mindst masser af god popmusik, når den 63. udgave af Eurovision Song Contest for første gang nogensinde afvikles fra Portugals hovedstad, Lissabon.

Forud for årets konkurrence har European Broadcasting Union (EBU), der står bag konkurrencen, netop præsenteret det, de kalder 'en diskret, men væsentlig' ændring i den måde, de nationale jurymedlemmers stemmer bliver udregnet på.

Og nu bliver det teknisk, så forsøg at hæng i!

Hvert land har fem jurymedlemmer, som hver især skal rangere samtlige sange i semifinalen og i finalen.

Men i stedet for som hidtil at give det enkelte jurymedlems rangering den samme vægt, indfører man i år en såkaldt 'eksponentiel vægtmodel' i pointuddelingen (se EBUs model herunder). Det vil sige, at værdien af et jurymedlems top 10-placering, og i særdeleshed af en top 3-placering bliver øget.

Det får den betydning, at jo lavere, et jurymedlem rangerer en sang, desto mindre indflydelse vil den rangering have på det samlede resultat, mens jo højere, et jurymedlem rangerer en sang, desto mere indflydelse vil den rangering have.

Grafen her illustrerer, hvordan juryernes point udregnes i år. (© EBU)

- Med denne ændring i, hvordan jurystemmerne bliver udregnet, sikrer vi, at de sange, som er rangeret bedst, bliver anerkendt tilsvarende, og at en samlet jurys vurdering af en sang vurderes højere end det enkelte jurymedlems vurdering, forklarer EBU's administrerende producent for Eurovision Song Contest, Jon Ola Sand.

Kommentator hilser regelændring velkommen

Forvirret? Så lad os prøve at tage et konkret eksempel.

Ved Eurovision Song Contest i 2016 kom sangerinden Hilda Heick, som var en del af det års danske fagjury, ved en fejl til at vende alle sine stemmer på hovedet, så hun gav topkarakter til den sang, hun mindst kunne lide og derfor også lavest karakter til hendes favoritsang.

Det betød blandt andet, at selvom de fire øvrige danske jurymedlemmer det år havde Australiens bidrag på en førsteplads, så fik Australien ikke topkarakter fra den danske jury, fordi Hilda Heick fejlagtigt havde placeret Australien på en sidsteplads.

I stedet blev der givet topkarakter til den senere vinder Ukraine, fordi juryen i gennemsnit havde givet Ukraine bedre point end Australien.

Den slags kommer altså ikke til at kunne lade sig gøre med det nye system.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:573789346187a40d6cbd19db

Den danske Eurovision-kommentator Ole Tøpholm, som allerede befinder sig i Lissabon, hvor europamesterskabet i popmusik altså afvikles i næste uge, hilser ændringen i afstemningsproceduren velkommen.

- Grundlæggende er det blevet en del af det moderne Eurovisions DNA, at fagjuryen skal bestemme 50 procent af stemmerne, og det bliver der ikke ændret på. Og det er godt, for de spiller en central rolle i at finde den helt rigtige vinder.

- Der har ofte været debat om, hvorvidt vi overhovedet skal have disse fagjuryer, men det er helt centralt, at alle lande får en fair bedømmelse. Derfor er det også vigtigt, at man stadig holder fast i, at juryerne skal bedømme hver eneste sang, siger Ole Tøpholm.

Dansk jury afsløret

Parallelt med offentliggørelsen af de nye regler, der altså ikke ændrer på, at de europæiske og australske tv-seere fortsat sidder på 50 procent af stemmerne i det samlede regnskab, har EBU også offentliggjort, hvem der sidder i de deltagende landes fagjury.

Årets danske fagjury består af fem kompetente musikere, der alle tidligere har været i berøring med Melodi Grand Prix, nemlig Emmelie de Forest, Bryan Rice, Linda Andrews, Lasse Meling og Søs Fenger. Læs mere om juryen nederst.

Danmark repræsenteres i årets Eurovision Song Contest af Rasmussen og nummeret 'Higher Ground', som deltager i den anden af de to semifinaler torsdag den 10. maj. Den store finale afvikles to dage senere, lørdag den 12. maj.

Danmarks Eurovision-jury 2018

  • Emmelie de Forest vandt hele Eurovision Song Contest for Danmark i 2013 med nummeret 'Only Teardrops'. Sidste år stod hun bag Storbritanniens bidrag 'Never Give Up On You', og tidligere i år udgav hun albummet 'History'.

  • Bryan Rice slog igennem i 2005 med storhittet 'No Promises'. I 2010 deltog han i Dansk Melodi Grand Prix, hvor han blev nummer to med nummeret 'Breathing'. I 2014 forsøgte han sig igen, denne gang med nummeret 'I Choose U'. Han udgav sidste år dobbeltalbummet 'Bryan' Pt. 1+2.

  • Linda Andrews vandt i 2009 anden sæson af X Factor og har siden udgivet adskillige album, senest 'Linda Andrews' fra sidste år. I 2013 sang hun kor på Sloveniens bidrag i Eurovision, og sidste år hun var hun en del af det danske kor på Anjas 'Where I Am'.

  • Lasse Meling slog igennem i 2013 med nummeret 'All About You' og er netop nu aktuel med sin spritnye single 'Me, Myself & I'. Tidligere i år deltog han i Dansk Melodi Grand Prix med nummeret 'Unfound'.

  • Søs Fenger har siden begyndelsen af 80'erne været et af det helt store navne på den danske popscene, og hun har hittet stort med numre som 'Inderst inde', 'Holder øje med dig' og ikke mindst 'Den jeg elsker, elsker jeg'. Ved Dansk Melodi Grand Prix i 1982 sang hun kor på nummeret 'Marie', der blev fremført af Jørgen Klubien og Carsten Elmer, og siden har hun flere gange siddet i juryen i det danske Melodi Grand Prix.