Australske fans er vilde med Danmarks Eurovision-sang

De australske Grand Prix-fans har stemt om, hvem de tror vinder Eurovision-finalen. Og Danmark ligger godt til.

Den australske Grand Prix-fanklub har et godt øje til Danmarks Eurovision-sang. På billedet ses Australiens Eurovision-deltager fra 2015, Guy Sebastian. (© EBU)

Sidste år gættede de australske Eurovision-fans fuldstændig rigtigt, da de forudså, at Sverige og Måns Zelmerlöw ville vinde Eurovision 2015.

Nu har medlemmerne i fanklubben Australian Eurovision Song Contest Fan Club (ESCFAN) så igen været en tur om de konfettifyldte stemmeurner, og forsøgt at forudse, hvordan det vil gå, når dette års udgave af verdens største musikkonkurrence løber af stablen.

Mens Frankrigs Amir og 'J'ai Cherche' indtager en komfortabel førsteplads med 566 point, så ligger Danmarks Lighthouse X og 'Soldiers of Love' på en fornem ottendeplads ud af de i alt 42 deltagende lande med 170 point. Det skriver den australske tv-station, SBS.

Australske fans forudser dansk finaleplads

Hvis de australske fans således får ret i deres forudsigelser for andet år i træk, så hersker der altså næppe nogen tvivl om, at Danmark klarer skærene videre fra torsdagens indledende semifinale, og skal kæmpe med om guldet i lørdagens finale, hvor i alt 26 lande vil deltage.

Artiklen fortsætter under billedet.

De australske fans har Frankrig, Spanien og Rusland i top tre, mens Danmark indtager en ottendeplads. De "rigtige" australske Grand Prix-point kender vi dog ikke før til maj. (Foto: © sharleen wright, ESCFAN)

Bookmakere lunkne

Spørger man bookmakerne tegner der sig imidlertid et lidt andet billede.

På spillesiden Oddschecker ligger Danmark i skrivende stund på en samlet 27. plads, og ser altså lige akkurat ud til at misse en plads i finalen, mens Danske Spil spår, at Danmark ender på en delt 17. plads.

Dét billede vil dog med stor sandsynlighed ændre sig, når de første Eurovision-prøver begynder på mandag.