I aften gælder det for alvor Danmarks Gran Prix-ære, når popgruppen Lighthouse X skal kæmpe med 17 andre lande om de 10 finalepladser ved dette års Eurovision. Men bookmakernes odds er hårde mod det danske bidrag - og også de normalt venligstemte nordiske naboer har kritiseret 'Soldiers of Love'.
Ifølge formanden for den danske Grand Prix-fanklub MelodiGrandPrixFans.dk, Johann Sørensen, så er der otte pladser, der allerede er helt sikre. Med hjertet håber han, Danmark kommer videre - men rationelt er han i tvivl:
- Det efterlader selvfølgelig to pladser, og her tror jeg at Danmark står på vippen for at snuppe pladsen, selvom de har fået meget negativ omtale. Men jeg tror også de skal kæmpe for det mod Norge, Georgien, Litauen og Makedonien.
Men hvilke lande er så sikre på at klare den videre fra årets anden semifinale? Johann Sørensen giver her sine bud:
Israel: Hovi Star - 'Made of Stars'
- Det var en af de sange, man ikke så som en af de oplagte til finalen. Men han har gjort det rigtig godt under prøverne, og han har bevidst, at han har en stærk vokal, fortæller Johann Sørensen.
- Desuden så virker han til at være meget populær - både blandt fans og pressen. På den baggrund, så er han ret sikker på at gå videre.
Polen: Michal Szpak - 'Color of Your Life'
Johann Sørensen kalder Szpak 'en mandlig udgave af Conchita Wurst (Østrigs vinder i 2014. red.)'. Det kan i sig selv give ham opmærksomhed:
- Hans stil til trods, så er det lidt en 'oldschool' Grand Prix-sang, der leverer et positivt indtryk. Jeg tror i hvert fald, at der er et stort publikum, der vil stemme på ham, siger Johann Sørensen
Letland: Justs - 'Heartbeat'
Grand Prix-ekspetren vurderer, at Letland helt klart er med videre i finalen lørdag:
- Han er en af dem jeg personligt rigtig godt kan lide i denne her semifinale. han har en fed vokal til det her rå udtryk han har valgt, fortæller han.
Australien: Dami Im - 'Sound of Silence'
-Hun har måske den stærkeste vokal blandt alle 42 deltagere. Hvis det bliver en balladesang som vindersang i år, så kunne det meget vel være Australien, siger Johann Sørensen.
Ukraine: Jamala - '1944'
Ifølge Johann Sørensen er Jamala en selvfølgelig finalist. Men han har dog svært ved at blive klog på, om det er på grund af sangen eller dets politiske budskab. '1944' omhandler Krim-tarternes deportation i 1944 - en historisk begivenhed, der den dag idag stadig gnider salt i såret mellem Rusland og Ukraine.
- Det er lidt en forvirrende sang, hvor hun står og råber, og man har ret svært ved at forstå det underlæggende budskab. Men den er virkelig sprunget i vejret hos bookmakerne, så hun er meget sikker som en finalist, siger Johann Sørensen.
Bulgarien: Poli Genova - 'If Love Was a Crime'
- En fed sang og en stærk sangerinde, og så leverer hun et fedt sceneshow, der skiller sig ud fra de andre deltagere, siger Johann Sørensen om Poli.
Serbien: Sanja Vučić - 'Goodbye (Shelter)'
Også Serbien skiller sig ifølge Johann Sørensen ud positivt:
- Meget karismatisk og med et stærkt udtryk - jeg er sikker på at Serbien også ender i finalen, siger han.
Belgien: Laura Tesoro - 'What's the Pressure'
Belgien er det sidste land, Johann Sørensen er sikker på går videre til dette års Eurovision finale:
- De otte, jeg vurderer til at være ret finaleklar har vær deres styrker i form af et fedt sceneshow, nogen stærke vokaler og en bred appel. Det kræver det for at være sikret, fortæller Sørensen.
Følg med i aften kl 21 på DR1, når årets 2. Eurovision-semifinale sendes live fra Stockholm
-
