Grand Prix-kommentator om lækage: Det er nærmest blevet tradition

Søndag blev årets 10 sange lækket. Der er dog ingen skade sket, mener Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm.

Man skal blot trække på smilebåndet over, at de danske Grand Prix-sange er kommet ud før tid. Det mener DRs Grand Prix-kommentator, Ole Tøpholm. (Foto: © Jakob Boserup, Type 1)

Søndag eftermiddag blev alle årets 10 danske Grand Prix-sange lanceret på musiktjenesten Spotify - 18 dage før den planlagte offentliggørelse.

Den menneskelige fejl, der er skyld i lækagen, er dog ikke noget at græde snot over, mener DRs Grand Prix-kommentator, Ole Tøpholm.

- Det er nærmest blevet en tradition. Man skal bare grine af det, for det overtræder ingen internationale regler, så der er ingen skade sket.

Det skyldes internettet

Ole Tøpholm, der har kommenteret Eurovision for DR siden 2011, mener, at lækagen skyldes den tid, vi lever i:

- I gamle dage kunne man sidde og skrive et stykke musik i fred og ro i en kælder, og så aflevere en demo til Danmarks Radio. Så der var ingen andre, der havde sangen, forklarer Ole Tøpholm.

- Det er anderledes i dag, hvor sangdemoer bliver sendt frem og tilbage på nettet mellem forskellige sangskrivere og lande. Det indebærer selvfølgelig en risiko, men det er noget, man bare må lære at leve med.

Melodi Grand Prix 2016 finder sted lørdag, 13. februar i Forum Horsens. Eurovision løber af stablen 10., 12. og 14. maj.