Her er bookmakernes Eurovision-favorit

43 lande har snart fundet deres deltagere, og nu spås russiske Sergey Lazarev gode chancer for at snuppe Eurovision-sejren til maj.

Rusland klarer sig ofte godt i Eurovision, og igen i år ligger landet lunt i svinget til at snuppe en sejr med deltageren Sergey Lazarev, mener bookmakerne. (© RTR)

Sidste år var det lige ved og næsten for Rusland, der til sidst måtte se sig slået af Sveriges Måns Zelmerlöw, og dermed endte på en andenplads i Eurovision.

Den placering kan de meget vel ende med at toppe, når 2016-udgaven af verdens største musikkonkurrence løber af stablen til maj.

Ifølge bookmakerne er den russiske deltager Sergey Lazarev i hvert fald blandt de absolut største favoritter til at nappe en sejr, efter hans Eurovision-sang, 'You're the Only One', blev offentliggjort lørdag.

Artiklen fortsætter under videoen.

https://www.youtube.com/watch?v=w7hRZS-nLhY

Side om side med Polen og Sverige

I skrivende stund får man blot pengene fire gange igen, hvis man spiller på en sejr til Lazarev og 'You're the Only One'.

Rusland lægger dermed side om side med Polen, der stiller med Michał Szpak og 'Color of Your Life', og Sverige - der først finder deres vinder næste lørdag.

32-årige Lazarev har gjort sig bemærket som både sanger, skuespiller og danser, og har tidligere været med i boybandet Smash.

43 lande deltager

I alt 43 lande deltager i Eurovision Song Contest, der finder sted 10., 12. og 14. maj.

Danmark deltager i anden semifinale, torsdag 12. maj, mens Sergey Lazarev skal forsøge at sikre en russisk finaleplads i den første semifinale, to dage forinden.