Sjældent har Melodi Grand Prix været så meget på folks læber som i år.
Konkurrencen bød både på en overraskende vinder, en vært med en særdeles omtalt hårpragt og en Hilda Heick, som vi aldrig har set hende før.
Grand Prix'et tiltrak sig dog allerede meget opmærksomhed flere uger inden selve showet løb af stablen.
Sangene lækket før tid
Sidst i januar blev årets Grand Prix-sange lækket flere uger før, det var meningen, de skulle have ramt offentligheden.
- Det var en menneskelig fejl. Det er fair nok, udtalte DRs underholdningschef efter showet lørdag og refererede til den uheldige episode, hvor Grand Prix-sangene blev lækket før tid.
Jacob Holm Laursen, dr.dks Grand Prix-ekspert og medlem af den danske Melodi Grand Prix-fanklub, tror ikke, at lækagesagen vil ændre folks opfattelse af Grand Prix'et:
- Mange seere vil have den opfattelse, at de her ting er sådan noget, der sker i Melodi Grand Prix - at sangene bliver lækket og at folk bliver diskvalificeret. Det er et nyt grundvilkår for konkurrencen, fordi mange mennesker sender mange sange ind til flere Grand Prix'er, og så flyder sangene rundt mellem en masse forskellige hænder og ender på nettet.
Lækagesagen er dog ikke den eneste ups'er, der har ramt årets Grand Prix.
Deltagers sang havde været spillet før
Inden showet skrev Ekstra Bladet, at sangen 'Never Alone' - der blev sunget af australske Anja Nissen og i øvrigt endte på en andenplads i lørdagens finale - havde været fremført før. Emmelie de Forest, der har skrevet sangen, havde nemlig optrådt med den til flere mindre koncerter.
Den europæiske tv-union, EBU, der fastlægger reglerne for Eurovision Song Contest, vurderede dog, at der ikke ville være noget problem i, at sangen skulle repræsentere Danmark i Eurovision, hvis nu den gik hen og vandt Melodi Grand Prix.
Måtte finde nyt jurymedlem
Endelig gav årets jury, der sidder med halvdelen af magten i Grand Prix'ets første afstemningsrunde, også problemer inden finalen.
Få dage inden lørdagens store finale udtalte jurymedlemmet Johann Sørensen sig nemlig om, hvilke sange der stod stærkest i konkurrencen. Og den går ikke, når man er medlem af juryen, hvorfor DR også med beklagelse måtte fjerne ham juryposten.
Ups'ere bliver hurtigt glemt
Men selvom årets Grand Prix altså var ramt af en del flere uheld end sædvanlig, så er det ikke noget, der kommer til at have konsekvenser i fremtiden,
- Episoden med jurydeltageren er glemt i morgen, og det med sangene, der blev lækket, trækker seerne på skuldrene over. Så jeg tror ikke, at man som sådan kommer til at sidde næste år og spekulere over, hvordan man undgår, at det sker igen, slutter Grand Prix-eksperten Jacob Holm Laursen.
