Oddsene rasler ned: Nu kan Australien vinde Eurovision

Australiens Eurovision-håb Dami Im bider nu for alvor favoritten Rusland i haserne, og kan ende med at vinde Eurovision-finalen i aften.

Australiens Eurovision-deltager Dami Im henter ind på Ruslands Sergey Lazarev i hastigt tempo hos bookmakerne. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)

Det tegner til at blive en regulær gyserfinale, når vi i aften skal finde en ny vinder af Eurovision Song Contest.

Ruslands Sergey Lazarev har hele tiden ligget i top hos bookmakerne, men nu er en kjoleklædt sangdiva fra "down under" for alvor begyndt at bide ham i haserne.

De seneste dage er oddsene på Australiens Dami Im nemlig raslet ned. Spillede man på en australsk Grand Prix-sejr for bare to dage siden, fik man pengene 17 gange igen hos eksempelvis spilfirmaet Bet365. I skrivende stund - bare to døgn senere - giver samme væddemål bare pengene 3,25 gange igen.

Mønstret går igen hos stort set samtlige spilfirmaer.

Dermed vurderer de altså, at den australske Eurovision-deltager nu udgør en reel trussel til Ruslands stramt koreograferede supershow.

Forskel på arena og tv-oplevelse

Men der kan også være noget andet, der spiller ind, siger Rasmus Petersen, der driver sitet Eurovisionworld.com, der specialiserer sig i Grand Prix-statistik.

- Det kan også være fordi, der er mange, der spiller på hende. Så er spilfirmaerne nødt til at sænke odds for at minimere deres risiko, hvis hun sulle gå hen at vinde.

En særlig faktor i forhold til det australske Grand Prix-håb er, at der kæmpe forskel på, hvad man ser i Globen Arena, og ude på tv-skærmene.

- Inde i arenaen kan man tydeligt se de skærme, der sænkes ned foran hende - men som giver en wow-effekt ude på fjernsynsskærmene. Og ingen kan forudse, hvordan det vil påvirke aftenens resultat.

Finalen i Eurovision Song Contest 2016 sendes lørdag kl. 21 på DR1.