Olsens råd til Danmarks Grand Prix-håb: Slap af og kig i kameraet

Den tidligere Eurovision-vinder Jørgen Olsen ønsker Lighthouse X-drengene held og lykke - og giver dem et fif.

Jørgen Olsen, her med broren "Noller" i baggrunden, råder danske Lighthouse X til at huske de vigtige kamera-kig i Eurovision. Det var ifølge ham selv medvirkende til, at Brødrene Olsen vandt i Stockholm i år 2000. (Foto: © Esben Salling, Scanpix)

Når det Internationale Melodi Grand Prix afholdes i Sverige, har Danmark et par gange nærmest nydt godt af at have "hjemmebanefordel”. Emmelie De Forest vandt i Malmø i 2013, og 13 år før - i år 2000 - vandt Brødrene Olsen i Stockholm.

Den ene vinder fra dengang, storebror Jørgen Olsen, har et godt råd til årets danske Eurovision-deltagere fra Lighthouse X, der i aften tager kampen op med 17 andre lande om en plads i lørdagens finale.

Den finder sted i Globen Arena - nøjagtig samme sted Brødrene Olsen vandt i år 2000.

Kig i de rigtige kameraer

Det gælder selvfølgelig om at forberede sig og være fuldt koncentreret - men også om at slappe af og vise overskud i de tre minutter, hvor hele Europa og Australien ser din præstation, mener Olsen.

- Kameragangene er meget, meget vigtige: At man kigger ind i bestemte kameraer på bestemte tidspunkter, og virker afslappet. Og det gør man kun ved at være fuldstændig sikker på, hvad man skal gøre, siger Jørgen Olsen til dr.dk/grandprix.

Tre minutter - that's it

Da han sammen med sin bror Noller vandt Eurovision i år 2000, troede de selv, at Estlands Ines ville tage sejren med sin ABBA-agtige popsang ‘Once in a Lifetime’.

Men hun kiggede slet ikke ind i kameraerne.

- Du har tre minutter - that’s it! Det er det, der er trykket på dig. Men man skal bare være sig selv og levere varen, siger Jørgen Olsen, og ønsker de tre drenge fra Lighthouse X held og lykke på hans gamle "sejrsplads".

- Selvfølgelig håber jeg da, at de vinder, men jeg aner ikke, hvor gode deres chancer er. Jeg har nået en alder, hvor det er meget svært for mig at forstå, hvad det brede publikum - der er meget yngre end mig - kan lide og vil stemme på, siger Jørgen Olsen.