Portræt af en vinder: Måns Zelmerlöw er Sveriges Grand Prix-darling

Lørdag vandt Sveriges Måns Zelmerlöw den 60. Eurovision Song Contest, men hans karriere begyndte længe inden.

Kom helt tæt på årets Eurovision-vinder, svenske Måns Zelmerlöw. (© EBU)

Natten til søndag, efter et brag af et show i Wiener Stadthalle, blev det klart, at alverdens bookmakere fik ret i deres spådomme: Svenske Måns Zelmerlöw vandt en overbevisende sejr i årets Eurovision Song Contest foran Rusland og Italien, som ellers på et tidspunkt så ud til at blive alvorlige konkurrenter, og skaffede den sjette Eurovision-sejr hjem til Sverige.

Billetten til Wien var blevet hans, efter at han i marts vandt en historisk jordskredssejr i det svenske Melodi Grand Prix, Melodifestivalen, med ørehængeren ’Heroes’.

Men selvom den svenske charmør bare er 28 år gammel, så er han allerede godt garvet på en Grand Prix-scene, og hans karriere og berømmelse begyndte længe før den skæbnesvangre aften i marts, hvor han kunne kalde sig vinder i Sverige.

Her er et portræt af det unge multitalent.

28 år og allerede Grand Prix-legende

Måns Petter Albert Sahlén Zelmerlöw blev født i Lund i Sydsverige i 1986. Han fik offentlighedens opmærksomhed allerede som 19-årig, da han deltog i talentkonkurrencen Idol på svensk tv, hvor han opnåede en femteplads. Herefter tog det fart, og siden da har Måns været et kendt og elsket ansigt i hele Sverige, og hans erfaring i musikbranchen er imponerende.

Året efter var han at finde på sejrsskamlen ved Let’s Dance, det svenske Vild med dans, og i 2007 havde Måns sit første møde med Melodifestivalen. Her stillede han op med sangen ’Cara Mia’, som endte på en tredjeplads men blev startskuddet til en karriere, hvor Melodifestivalen skulle spille en afgørende rolle.

I 2009 stod han igen på scenen i Globen i Stockholm, og denne gang var det sangen ’Hope & Glory’, som han selv havde skrevet, der skulle bringe ham til tops. I stedet blev det til en fjerdeplads.

Tredje gang er lykkens gang

Men heldigvis for det – for ellers havde Måns måske ikke givet Melodifestivalen et tredje skud i bøssen.

I marts i år stillede han op med uptempo-hittet 'Heroes', og her var der ingen vaklen. Med sangen sikrede Måns sig den største sejr i Melodifestivalens historie med en sejrsmargin på 149 point og blev dermed Sveriges bidrag til den 60. Eurovision Song Contest i rækken.

Sangen handler om Måns' egen barndom og skolegang, idet han har udtalt til svenske medier, at han i femte klasse blev mobbet og lukket ude af en klassekammerat, og at den lille tegnede fyr, som er en del af sceneshowet, altså symboliserer ham selv.

Det lille gimmick skulle altså også vise sig at gå rent ind hos Europæerne, der belønnede sangen med hele 365 point.

Grand Prix-værten der gik hen og vandt

Det er dog ikke bare som sanger, at Måns har erfaring på en scene – foruden at kunne kalde sig musicalskuespiller, har han nemlig også været vært utallige gange på flere forskellige produktioner.

Allerede i 2007, samme år som han deltog i det svenske Grand Prix første gang, var han vært på Lilla Melodifestivalen, det svenske MGP, og i 2010 gik han skridtet videre og førte svenskerne gennem ’den rigtige’ Melodifestivalen som den ene af tre værter. ​

Værtsrollen fortsatte han med ved flere forskellige lejligheder, og blandt andet var han vært på de ugentlige sommerkoncerter Allsång på Skansen i den stockholmske skærgård, en række uhyrligt populære events som følges af hundreder af tusinder af svenskere på skærmen. Det anerkendte job var Måns' fra 2011-2013, hvorefter han helligede sig tiden til at fokusere på udgivelsen af sin egen musik.

Måns Zelmerlöw har desuden været sangskriver på Melodifestivalen i 2013 med sangen 'Hello Goodbye'. Han har altså på trods af sin unge alder allerede været vidt omkring i branchen, og mon ikke aftenens sejr i verdens største musikkonkurrence kun vil bringe ham endnu længere.