SE REKORDTALLENE Conchita får Twitter til at eksplodere

Hele 5 millioner tweets blev der skrevet under Eurovision-finalen lørdag. Vinderen Conchita Wurst udløste flest reaktioner.

(Foto: © Sander Hesterman, Eurovision.tv)

Sidste år fik den tidligere barnestjerne Miley Cyrus sociale medier til at eksplodere, da gned sig op af kollegaen Robin Thicke til MTV Video Music Awards.

Og lørdag aften fik Eurovision Song Contest - i mindre omfang - sin egen "Twitter Bomb" - det var Conchita Wurst, der fik det sociale medie til at koge over, og bidrog til at Eurovision Song Contest 2014 også slog rekorden for flest tweets i musikkonkurrencens historie.

Den østrigske drag-artist udløste således det højeste antal tweets, som seerne sendte på ét minut under showet: 42.660 tweets pr. minut, da Conchita gik på scenen - og hele 47.136 tweets pr. minut, da hun blev kåret som vinder.

Der blev sat i rekord på Twitter i år med 5.300.000 tweets i løbet af finalen - mod 3.700.000 i 2013 og 2.100.000 i 2012.

Underskriftindsamlinger og homo-kommentar sætter gang i snakken

Snakken på sociale medier om Conchita Wurst er eskaleret måned for måned, efter hun i september blev udvalgt til at repræsentere sit hjemland i Melodi Grand Prix.

På bare fire dage fik en protest-side mod Conchita over 30.000 likes på Facebook.

De mange fans af konkurrencen, som dyrker deres Eurovision-interesse årets rundt på blogs, fansites og Facebook-sider, kom op på mærkerne, da der først blev startet underskriftindsamlinger mod Conchita i Rusland, Hviderusland og Ukraine - og siden da Armeniens artist Aram Mp3 fik sagt, at drag-artistens orientering 'ikke er normal'.

Det har altsammen fungeret som en optakt til denne uges Eurovision-shows, hvor Conchita stod på scenen - og altså satte dette års rekord på Twitter.

Til semifinalen udløste hun 7.433 tweets i minuttet, og i finalen altså mere end seks gange så meget.

Sociale medier en del af tv-showene

År for år bliver sociale medier en større del af Eurovision, og som vært for konkurrencen har DR valgt aktivt at bruget sociale medier i tv-showene.

Således var årets slogan #JoinUs også et hashtag, og tre af pausenumrene var baseret på indhold og idéer, som brugerne har bidraget med på nettet.

DR hjalp deltagerne til selv være aktive på sociale medier under showene og lånte dem tablets, så de kunne gå på nettet, når de sad i greenroom under afstemningen. Der blev vist hashtags og de tre værternes Twitter-navne i tv-grafikken, og kommentatorerne fik leveret live data fra sociale medier, som de kunne vælge at referere til under showene.

De danske kommentatorer både på DR1, DR3 og P4 har brugt seernes kommenterer fra Facebook og Twitter, når de præsenterede sangene på tv og i radioen.

Det danske hashtag #DRGrandPrix, som DR opfordrer til, at man bruger, når man vil skrive om konkurrencen på dansk, blev anvendt 23.000 gang lørdag aften - mod 17.400 til Dansk Melodi Grand Prix i marts.