Søndag blev sangene til dette års Melodi Grand Prix ved en fejl lækket på musiktjenesten Spotify, og et af de navne, der i den grad vakte genklang hos mange Grand Prix-fans var Simone.
23-årige Simone Egeriis er nemlig blandt de 10 artister, der skal deltage kampen om en billet til Sverige og det internationale Melodi Grand Prix 2016.
Hun stiller op med sangen ’Heart Shaped Hole’, og det bliver den unge sangerindes tredje forsøg i det danske Melodi Grand Prix.
- Jeg føler ikke et pres, selvom man siger at tredje gang er lykkens gang, siger Simone.
Tredje gang er lykkens gang
Tilbage i 2010 sang Simone sig til en tredjeplads med balladen 'How Will I Know' og tre år senere blev det endnu en bronzemedalje med nummeret 'Stay Awake'.
Nu er det altså powerballaden 'Heart Shaped Hole' som skal sende Simone til tops ved det store show 13. februar, og Slagelse-pigen er glad for at være en del af den store musikfest endnu engang.
- Grand Prix er i mine øjne årets største hyldest til musik herhjemme, og ikke mindst en kæmpe oplevelse at være en del af. Jeg er meget stolt af at være en del af Grand Prix-universet endnu engang, siger hun.
Outfittet var en modreaktion
Simone blev landskendt herhjemme, da hun som 12-årig i 2004 vandt talentshowet 'Scenen Er Din', og siden har hun levet af musikken. I alt er det blevet til fire cd'er og repertoiret spænder over alt fra Disney-sange og julemusik til moderne pop.
Ved Grand Prixet i 2013 chokerede hun mange med et udfordrende sceneshow, der i den grad beviste, at barnestjernen var blevet voksen. Særligt Simones bryster fik meget spalteplads i de danske medier og på internettet.
- Mit look var lidt en modreaktion mod mit image som barnestjerne - men også en måde at vise folk, at jeg er blevet en kunstner af mange stilarter. Jeg mener, at en del af det at udvikle sig er at afprøve forskellige musikalske genrer, men også på det personlige plan, for eksempel når det kommer til udseendet, fortæller Simone, som dog ikke vil afsløre for meget om hendes Grand Prix-outfit i år.
- I år handler det om musikken og outfittet passer til sangen, fortæller Simone.