Tøpholm analyserer: Derfor er Danmark endelig i Grand Prix-finalen

Anja formåede, hvad Anti Social Media og Lighthouse X ikke gjorde. DRs Grand Prix-kommentator har en forklaring.

Danske Anja - med efternavnet Nissen - er finaleklar sammen med bl.a. Kroatiens Jacques Houdek og Bulgariens Kristian Kostov. (© eurovision.tv)

Tre års ørkenvandring er forbi: Danmark er tilbage i finalen i verden største popkonkurrence.

Her analyser DRs Grand Prix-kommentator Ole Tøpholm resultatet af Eurovision-semifinalen torsdag aften - og vurderer danske Anjas værste konkurrent og chancer for sejr i lørdagens finalebrag.

Danmark er i finalen for første gang i tre år. Hvad gjorde vi rigtigt denne gang?

Den væsentligste årsag er Anjas vokal. Hun sang fantastisk og leverede en sikker performance. Man kunne se, at hun elskede at stå på Grand Prix-scenen - hun ejede den. Det er Anja, der sælger den her sang, og det er derfor, vi kommer i finalen.

Hvad er forskellen på Anja og de solister, vi har sendt de to sidste år, som ikke er gået videre, nemlig Anti Social Media og Lighthouse X?

Der var mere nærvær. Anja kom bedre ud over scenekanten. Det var mere end bare en sang, man kunne mærke hende. Og så fornemmer hun, at hun er inde i sangen, som hun selv har været med til at skrive både tekst og musik til.

Du var på forhånd bekymret for, om der var plads til både Norge og Danmark i finalen, men det blev der. Hvorfor?

Efter semifinale 1 opstod der tvivl, fordi både Finland og Island røg ud. Der var en fornemmelse af, at Sverige for andet år i træk kunne blive det eneste nordiske land, der kom i finalen. Men det viste sig ikke at være tilfældet, for både Danmark og Norge kom videre.

Danmark og Norge er bestemt ikke konkurrenter. Det er to vidt forskellige musikalske koncepter til hver sin målgruppe. Dem, der er været til Danmark, er ikke været til Norge - og omvendt. Det er det gode ved hele Skandinavien på lørdag: Danmark, Norge og Sverige stiller med tre vidt forskellige sange, der henvender sig til vidt forskellige målgrupper.

Så vi bliver ikke hinandens konkurrenter, der stjæler stemmer fra hinanden. Vi er hinandens samarbejdspartnere.

Hvem var vinderen af semifinalen torsdag?

Bulgarien! Jeg er overbevist om, at det var aftenens vinder. Det er en meget flot sang med en meget imponerende indsats fra en 17-årige teenager, som formåede at tilpasse sin optræden til alle de visuelle computereffekter, der kom ind over. Det var meget, meget flot.

Se Bulgariens sang fra semifinalen

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5914c6cba11f9f12ec2c16f4

Hvem ser du så som Anjas værste konkurrent i finalen?

I den genre, som Anja har, er det klart Storbritannien. Det er ikke et land, der står til at vinde, men det er den samme målgruppe, vi henvender os til. Danske Emmelie de Forest har været med til at skrive den, og Lucie Jones synger knaldgodt. Det er en direkte konkurrent til Anja, selvom showet er et helt andet end vores.

Ole Tøpholm fejrer Danmarks finaleplads sammen med sangerinden Anja. (© PRIVATFOTO)

Hvilke tendenser ser du i afstemningerne i år?

Seerne og juryerne har igen stemt på lidt af hvert.

Israels er videre, selvom solisten ikke har feltets stærkeste sangstemme, men til gengæld et festligt show, som passer godt ind mellem de ballader, vi skal igennem.

Holland havde for eksempel ikke et nyskabende show, men går alligevel videre ved at synge deres sang på en nærværende måde.

Ungarn har folklore over sig, og det er spændende, at også sådan en sang klarer sig videre til finalen.

Så tendensen fortsætter fra semifinale ét: Det er et stort tagselvbord med lidt af hvert. Der bliver noget for enhver smag i årets Eurovision-finale.

Hvordan går det med Anja på lørdag i finalen?

Ballader er ikke en genre, vi er vant til at stille op med fra dansk side, og derfor er det ekstra svært at sige, hvordan det kommer til at gå med os i år.

Det er utrolig svært at forudse, om Danmark bliver nr. 5 eller 15. Men det er heller ikke det væsentlige lige nu. I første omgang var det, at Danmark fik kæmpet sig tilbage til en finaleplads - det har vi trængt til.

Ole Tøpholm kommenterer finalen i Eurovision Song Contest lørdag kl. 21 på DR1 og her på dr.dk.

Se Anjas sang fra semifinalen

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5914bf956187a4033c1c9a9f