Tysk Grand Prix-chok: Vinder takker nej til Eurovision

Andreas Kümmert vandt i går tysk Grand Prix. Han nægtede dog at tage imod sejren. Nu skal konkurrencens nummer to i stedet repræsentere landet i Eurovision.

Torsdag blev Ann-Sophie nummer to i tysk Melodi Grand Prix. Nu er hun landets Eurovision-repræsentant. (Foto: © Willi Weber, NDR)

Tyskland bliver repræsenteret af sangerinden Ann-Sophie, når Eurovision løber af stablen i Wien til maj.

Det står klart efter gårsdagens tyske Grand Prix-finale, kaldet Unser Song für Österreich.

Men faktisk vandt Ann-Sophie slet ikke konkurrencen, men blev bare nummer to.

Vinderen var derimod Andreas Kümmert.

Efter i alt tre afstemningsrunder stod det klart, at han havde vundet og skulle repræsentere de tyske farver i Eurovision, men han nægtede simpelthen at tage imod sejren, efter sigende fordi han ikke følte sig klar til at stå overfor et internationalt publikum.

Dermed kunne Ann-Sophie erklæres som vinder.

Skal synge ’Black Smoke’ til Eurovision

Hun skal synge sangen ’Black Smoke’ i Eurovision-finalen, lørdag 23. maj.

Der var i alt otte deltagere med Unser Song für Österreich – heriblandt danske Amanda Pedersen fra X Factor 2013.

Hun klarede sig dog ikke videre fra den indledende afstemningsrunde.