Aftenens Eurovision-semifinale bød blandt andet på et tilbageblik på finalen i 2016, som Ukraine vandt.
På skærmen så vi blandt andre tv-værtinden Ulla Essendrop, som uddelte toppoint til Ukraines Jamala. En tjans, Ulla i øvrigt har fået igen til dette års finale.
Men da Ulla Essendrop læste de danske point op, var der noget galt. Ukraine skulle slet ikke have haft 12 point, men 0 fra Danmark. Grand Prix-personligheden Hilda Heick, som var en del af juryen, havde nemlig fået reglerne galt i halsen.
- Jeg kom til at stemme modsat. Jeg opfattede det som point, jeg skulle give, men det var rækkefølgen, jeg skulle give, sagde Hilda Heick i et interview med Aftenshowet efter hændelsen.
- Som jury må vi slet ikke tale sammen om, hvad vi gør og har tænkt.
'Folk sagde de grimmeste ting'
Misforståelsen betød, at Hilda Heick kom til at give Australien færrest point og Ukraine topkarakterer, selvom hun egentlig ville have gjort det omvendte. Og dermed skulle hjalp Danmark Ukraine til sejr med med 23 point i stedet for 11 point.
Efter historien kom frem, fulgte nogle ubehagelige dage for sangerinden.
- Der var en masse, som blev sure på mig og sagde de grimmeste ting. Jeg har gudskelov et dejligt bagland, som bakker mig op, fortalte Hilda Heick.
Heldigvis viste det sig, at misforståelsen ikke havde konsekvenser.
Hvis Hilda Heicks havde afgivet de rigtige point, havde resultatet nemlig været uændret.