DRs Thomas Skov er netop ankommet til Wien, hvor han tirsdag, torsdag og lørdag er vært på dr.dks live web-tv, der bliver sendt både før og efter de tre glamourøse Eurovision-shows, 19., 21. og 23. maj.
- Det går allerede løs på tirsdag! Der er der en semifinale. Det er der også på torsdag. Og så er der den grande finale på lørdag. Jeg har fået æren af at sende backstage til Eurovision Song Contest 2015, fortæller Thomas Skov ude foran Wiener Stadthalle, hvorfra det hele går løs i næste uge.
Se videoen med Thomas Skov øverst her på siden, hvor han viser rundt i Eurovision-pressecentret. Tryk på afspil.
Masser af interviews og analyser
Undervejs i udsendelserne vil vi få besøg af masser af fans, eksperter og selvfølgelig også Danmarks drenge, Anti Social Media.
Inden semifinalerne og finalen vil vi tale om forventninger til aftenens shows, interviewe de mest bemærkelsesværdige deltagere fra de andre lande, og selvfølgelig også give dig masser af trivia, analyser og sjove detaljer fra Grand Prix’ets 60 år lange historie.
Efter hvert shov er vi klar med de første reaktioner fra vores eksperter og deltagerne selv, ligesom vi løbende samler op på, hvad folk snakker om på de sociale medier, og ser tilbage på de største højdepunkter fra aftenens show.
Tirsdag og torsdag sender vi en halv time før hvert show, mens vi lørdag sender en hel time inden finalen. Det er lige her på dr.dk, tirsdag og torsdag fra kl. 20.30 og lørdag allerede fra kl. 20.