En aften vi aldrig glemmer! Sådan husker Brødrene Olsen deres Grand Prix-sejr

Det var en mærkelig og smuk aften, siger Olsen-brødrene 17 år efter deres sejr i Eurovision. Lørdag aften står de igen på Grand Prix-scenen.

- Vi kom med det rigtige produkt på det rigtige tidspunkt. Men der skal sandelig også en masse held til.

Sådan lyder det fra den ene halvdel af Brødrene Olsen, Jørgen Olsen, når han husker tilbage på brødrenes store sejre i år 2000, da de vandt både det danske og det internationale Melodi Grand Prix i Stockholm 2000 med 'Fly on the Wings of Love' (på dansk 'Smuk som et stjerneskud', red.).

Sådan så de ud dengang for 17 år siden, da Brødrene Olsen vandt Melodi Grand Prix - både det danske og det internationale. (Foto: © Ulla Voigt, (c) DR)

Men Brødrene Olsen ville ikke kunne vinde, hvis de stillede op med den samme sang i dag, mener de.

- Jeg tror, tiden er forandret meget, siger Niels 'Noller' Olsen.

- Men jeg betragter det stadig som en god popsang. Den har det, der skal til. Den har en enkelthed, som jeg ikke helt kan beskrive. Det er en enkel tekst, men den har en dybde, siger han.

- Jeg tror kraftedeme, vi har vundet

Selvom det i år er 17 år siden, den danske duo sejrede, først i Cirkusbygningen og siden i Stockholm, så husker de to tiden, som var det i går.

- Jeg var meget bange for, at folk ville synes, vi var nogle gamle tosserikker, der igen prøvede at komme med i Melodi Grand Prix. Jeg var så nervøs, at jeg ikke sov om natten, og så troede jeg, at jeg kunne klare den med kaffe. Det betød, at jeg måtte ud at kaste op cirka to timer før, vi skulle på scenen, fortæller Jørgen Olsen.

- Vi var outsiderne. De gamle drenge, siger han.

Sådan ser d'herrer ud anno 2017, og i aften kan de ses på scenen til Melodi Grand Prix 2017. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, (c) DR)

Tosserikker eller ej - 'Smuk som et stjerneskud' gik hele vejen, og ikke længe efter stod de to brødre i Sverige til finalen i det internationale Melodi Grand Prix.

- Det var stadig fuldstændig 'out of the question', at vi ville vinde. Men så fik vi de første 12 point af Israel, og så 12 point mere og 12 point mere..., siger Jørgen Olsen.

- Og på et tidspunkt kommer der sådan en tekniker hen til mig og siger, jeg skal have den her øresnegl i. Jeg spørger ham, om han da ved noget, jeg ikke ved, og han siger ja. Så sagde jeg til Jørgen: Jeg tror kraftedeme, vi har vundet, fortæller Niels 'Noller' Olsen.

Stiller ikke op igen

Og vundet havde de. Efterfølgende var der liv og glade dage, og de to brødre spiller stadig rundt omkring i verden den dag i dag.

- Det kører stadigvæk, og vi er kistelykkelige over, at det ikke bare sagde stop. Vi har mødt så mange fantastiske mennesker, siger Jørgen Olsen.

Brødrene Olsen har optrådt utallige gange både før og efter Grand Prix-sejren både herhjemme og i udlandet. Her ses de, da duoen igen stillede op i Melodi Grand Prix i 2005. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, (c) DR)

De drømmer dog ikke om at stille op i Melodi Grand Prix igen.

- Vi har gjort vores nu, og det har været så fint. Og nu sidder vi så her, og vi er glade for, at vi får lov til at vende tilbage på så fin en måde i dag, siger Jørgen Olsen og henviser til, at de to synger deres største hit på scenen lørdag aften til Melodi Grand Prix 2017.

- Men jeg skriver stadig sange, og det kan da godt være, jeg kunne finde på at sende en sang ind til Melodi Grand Prix en gang, siger Jørgen Olsen og tilføjer med et grin:

- Så er det ikke sikkert, den ville blive brugt, og så er der aldrig nogen, der ville få det at vide.