VIDEO De danske Grand Prix-drenge charmerer verdenspressen på den røde løber

Lighthouse X havde både smil og sang på læberne, da Eurovision 2016 officielt åbnede søndag aften

Det danske Eurovision-håb Lighthouse X fik sunget omkvædet til deres hit 'Soldiers of Love' adskillige gange, da de søndag aften mødte presse fra hele Europa og resten af verden på Skepssbron i det centrale Stockholm.

Her var Johannes Nymark, Søren Bregendal og Martin Skriver land nr. 10 til at gå turen ned ad den røde løber til den officielle åbning af Eurovision Song Contest 2016.

Får positiv energi og millioner af selfies

- Vi er blandt de 43 artister (faktisk 42, red.), der får så meget positiv energi hældt i hovedet hver dag. Og det her er ligesom et koncentrat af det, siger Søren Bregendal, da dr.dk/grandprix fanger Lighthouse X midt mellem de blitzende kameraer og svingende mikrofoner.

- Jeg har i hvert fald kun mødt utrolig positiv energi og har taget fire hundrede millioner selfies, smiler Martin Skriver.

De første prøver er overstået

Den danske gruppe har i de seneste dage haft to prøver i Globen, hvor årets konkurrence finder sted. Begge prøver er forløbet godt - den første dog med en uheldig episode med scene-ild; den anden med en definitiv beslutning om at lave nogle af de danske planer for grafikken på scenen om.

Første semifinale til årets Internationale Melodi Grand Prix sendes live på DR1 tirsdag aften kl. 21.00. Lighthouse X og Danmark skal udfordre 19 andre lande i anden semifinale, torsdag kl. 21 på DR1. Finalen i Eurovision Song Contest 2016 sendes lørdag aften.