Både Ida og Lærke har særlige lykkesmykker med i lommerne, når de skal på scenen.
Lærkes er lilla med stjerner. Den har hun fået af sin veninde, som har fortalt, at Lærke altid vil være en stjerne.
Ida har fået sin halskæde af familien. Den er fyldt med hjerter - og så har alle kysset den, så hun ved, at de er med hende.
Pigernes sanglærer har også givet dem en glimtende lykkering, som de har på, når de skal på scenen i aften.
”Go Jeen!”
Jessica fra gruppen Jeen har også haft et særligt tørklæde på i dagene op til MGP.
Jeen har også nogle særlige kampråb, de bruger inden de skal på scenen. I kor råber de ”Go Jeen!” og ”Kom så! Vi gør det!”.
På den måde bakker de hinanden op, og siger at de godt kan klare det. Så bliver de mindre nervøse, fortæller de.
