Chili

Chili er vant til at stå på en scene, både i skolen, på små caféer, til musicals og endda på tv. Alligevel beskriver hun X Factor som det største, hun har prøvet.

Chili er 16 år og går i 1.G på Himmelev Gymnasium. Det unge sangtalent fra Kirke Hyllinge har altid sunget, men begyndte først for nogle år siden til sangundervisning.

Siden da har Chili sunget på små caféer i lokalområdet. Chili har været med i flere børne-tv-programmer, som eksempelvis MGP i 2014, så det er på ingen måde nyt for hende at skulle stå på en scene.

Til daglig går Chili til musical og spiller klaver og guitar derhjemme. Da hun var yngre, var det især Demi Lovato med hendes store stemme og girl power, der inspirerede Chili, men i dag er også Ed Sheeran til stor inspiration, når Chili skriver sine egne sange.

Chilis familie er en stor støtte og hjælper hende med at bevare begge ben på jorden. Hun snakker meget med familien om fremtidsdrømme, og hun ved, at familien bakker hende op – uanset om hun ender som popstjerne eller ej. Hendes største drøm er at kunne leve af at skrive sine egne sange.

Chili beskriver sangskrivning som en slags terapi eller dagbog, og hun bruger således musikken til at bearbejde sine følelser og tanker.

Chili har for nyligt kastet sig over at hækle og strikke, som har resulteret i jule- og fødselsdagsgaver til venner og familie.

Chili. (Foto: © Agnete Schlichtkrull/DR)

En lidt anderledes sanglærer

Chili har gået til sangundervisning i flere år, men forventer ikke, at Thomas Blachman vil være som den typiske sanglærer:

- Jeg tror, at han vil kunne vise mig nye sider af mig selv. Jeg har kørt meget i samme stil rent musikalsk, så jeg tror, at han kan udfordre mig med genrer og se mig i et andet lys. Han siger tingene, som de er, og noget af det er ret fornuftigt, forklarer hun.

Thomas Blachman har da også fået øjnene op for Chilis talent:

- Chili er en af de her sangerinder, som er helt specielle. Hun er vanvittigt, vanvittigt talentfuld, og hun har en naturlig virtuositet.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:586552e96187a41580e886c1

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:589bc82fa11fa108cc449472