Kristoffer og Theis, begge 21 år, er opvokset i den lille by Sindal, som ligger lidt uden for Aalborg. De har kendt hinanden siden de var 4 år gamle, og meget tidligt fandt de ud af, at de havde kærligheden til musikken til fælles.
Sammen drømmer de om at kunne rejse verden rundt med deres musik og at kunne vise en musikstil og en genre, som de mener, at mange har glemt. Blink 182 er det helt store idol, og det amerikanske band har formet drengenes musikalske ståsted sammen med Oasis og Tom DeLonge.
HF, kat og hjemmestudie
Kristoffer bor til dagligt i Aalborg og læser historie på Aalborg Universitet. Hvis Kristoffer ikke skal leve af musikken, drømmer han om at blive gymnasielærer. Kristoffer bruger meget tid på musikken, men når han ikke lige fordyber sig i musikkens verden, spiller han håndbold og er sammen med venner. Kristoffer har altid sunget og spillet musik, og han er taknemmelig for, at han i en meget ung alder mødte sin gamle musiklærer, som overbeviste ham om, at alt kunne lade sige gøre, så længe man tror på det.
At tro på det er lige præcis det, drengene gør. De mødes jævnligt i Theis’ hjemmestudie for at arbejde sig tættere på drømmen om at kunne leve af musikken. Theis bor stadig i Sindahl sammen med sin kæreste Mille og deres fælles kat. Til dagligt læser han HF og drømmer om at blive pædagog. Når Theis ikke læser og producerer musik i sit hjemmestudie, arbejder han i en tøjbutik og er sammen med venner. Musikken har også altid været en stor del af Theis’ liv, da hans mor også er meget musikalsk.
Enig gruppe: Vi stoler på Remee
Theis mener, at drengene kommer til at lære en hel masse af Remee:
- Vi stoler på Remee, han ved en masse om musik, og vi vil bare suge til os af hans viden.
Kristoffer supplerer:
- Han forstår vores stil, men vil samtidig udfordre os. Det skal nok blive sjovt.
Remee er også meget begejstret for de to unge herrer:
- De har en kant og en energi, som aldrig før er set i X Factor.
