16-årige Mads Christian har altid holdt af musik og har, på trods af sin unge alder, allerede optrådt forskellige små steder, blandt andet på barer og restauranter i Tyrkiet, hvor han ofte er på ferie med sin familie. At være i rampelyset er bestemt ikke uvant for Mads Christian, men X Factor-scenen er alligevel det største, han nogensinde har oplevet.
Til hverdag går han i 1. G. på Gammel Hellerup Gymnasium, og bor i Gentofte sammen med sin far, mor og storesøster. Derhjemme er der stor opbakning omkring Mads Christians deltagelse i X Factor, og han mener selv, at familien uden sammenligning er hans største fans.
Når han ikke synger eller spiller guitar, elsker Mads Christian at spille fodbold og være sammen med venner.
Mette om Mads Christian: Modig og ambitiøs
Sammen med Mette Lindberg skal Mads Christian forsøge at nå hele vejen i X Factor, og han har da også store forventninger til den nye dommer:
- Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Mette. Hun er, ligesom mig, meget energisk og kan godt lide at skeje ud med guldsko og vilde outfits. Jeg tror på, at hun kan hjælpe mig i min udvikling som musiker og være med til at vise en ny side af mig.
Mette har ligeledes høje forventninger til Mads Christian, hvilket hun udtrykker således:
- Han er charmerende, modig og ambitiøs. Jeg glæder mig sådan til at se ham slå sig rigtig løs på den store scene.
Justin Bieber er det store forbillede
Mads Christian går op i mode og sætter pris på en fed og cool tøjstil, og derfor er Justin Bieber det helt store idol. Men også Ed Sheeran går igen på Mads Christians playlister, og han ser op til den verdenskendte popstjerne, da han på trods af stor succes, stadigvæk er ydmyg og har begge ben på jorden.
Selv drømmer Mads Christian også om at kunne leve musikken og rejse verden rundt og glæde andre med sin musik.
