Et af fredagens højdepunkter i X Factor var uden tvivl EMBRACE-søstrenes version af sangen ’Frit land’, der modtog stor ros fra både dommere og seere og tilmed fik tårerne frem hos Remee.
Bag nummeret ’Frit land’ står den danske gruppe Ulige Numre, og de deler dommernes begejstring for søstrene Anilde og Azildas rørende optræden. Det fortæller forsanger i Ulige Numre, Carl Emil Petersen, til dr.dk:
- Det var en fornøjelse at se, og jeg er så glad for, at det var EMBRACE, der skulle synge ’Frit land’. De sang den med en superfed indlevelse og autenticitet.
De giver sangen nyt liv
En af dem, der fredag aften var helt vild med EMBRACEs X Factor-optræden, er Thomas Blachman, der roste dem med ordene ”det danske sprog har aldrig været smukkere”.
Og smuk er Carl Emil Petersen enig i, at EMBRACEs version af hans egen sang var.
- Pigerne har nogle fantastiske stemmer, og det er enormt sjovt for mig at høre, hvordan nogle ord, jeg har skrevet, kan lyde, når to så gode sangere synger dem. På den måde gjorde de sangen til deres egen og gav den et nyt liv, siger han.
Nummeret ’Frit land’ skrev Carl Emil Petersen i 2015, da den europæiske flygtningekrise begyndte at indtage nyhedsfladen umiddelbart inden, den for alvor nåede Danmark. Anilde og Azilda flygtede som små selv fra Angola sammen med deres forældre, og på den måde fik sangen en meget personlig dimension, da den blev sunget af pigerne.
- ’Frit land’ er en sang, alle kan synge, fordi den har et rigtig fint budskab om, at vi skal stå sammen mod den frygt, der er så meget af. Derfor var det dejligt at se to så glade piger synge den, siger Carl Emil Petersen og uddyber:
- Det budskab blev helt afgjort forstærket af, at det var dem, der sang det. Det er rørende, at de har en personlig historie med og på den måder giver sangen en personlig relevans, fordi det er et budskab, de også brænder for.
Se EMBRACE optræde med 'Frit land' her i videoen: