Brugerne raser over supertalents X Factor-exit: Marie var en sikker vinder

Facebook har glødet med vrede kommentarer, siden det unge talent Marie i går blev sendt ud af X Factor af dommer Mette Lindberg.

Flere Facebook-brugere føler sig sikre på, at Marie kunne have vundet hele X Factor-sæsonen, hvis hun ikke havde fået sparket af dommer Mette Lindberg.

”Jeg er i chok”. ”Det er tydeligvis det største kiks i X Factors historie”. ”Hun var en sikker vinder 2016”.

Sådan lyder en brøkdel af de mange oprørte beskeder på X Factors Facebook-side efter dommer Mette Lindberg fredag aften overraskende sendte 14-årige Marie ud af konkurrencen i 5 Chair Challenge-programmet.

- Der var bare andre, der talte tydeligere til mig, lød det fra dommeren selv ovenpå udsendelsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://www.facebook.com/xfactorDR/posts/1123225794377907

En kæmpe fejl af Mette

Det har dog ikke formildet de mange vrede Facebook-brugere.

”En kæmpe kæmpe fejl fra Mettes side at smide Marie ud”, lyder det fra én bruger.

”Viser vel bare Mettes eget niveau, hun ved vel bare godt at hun ikke selv er dygtig nok til at lære Marie mere end det hun allerede kan”, supplerer en anden.

Marie ville have vundet

Mange brugere føler sig ligefrem sikre på, at Marie, der imponerede med Taylor Swift-sangen ’Red’ i fredagens udsendelse, kunne have vundet hele sæsonen; hvis hun altså ikke havde fået sparket af Mette Lindberg.

”Hvis Marie var kommet med ville hun have vundet sæsonen, det er jeg sikker på”, skriver en bruger på X Factors Facebook-side.

Dén kommentar har i skrivende stund fået hele 479 likes.

Kommer hun med i en gruppe?

Mange foreslår, at Remee nu må tage Marie med i én af sine grupper.

”Håber Remee laver en gruppe med Marie og en anden og de vinder det hele”, skriver én bruger.

”Håber Remee med hans dårlige grupper får sammensat nogle nye og fede og får Elena, Kimberly og Marie tilbage”, supplerer en anden.

Vi har – uden held – forsøgt at få en kommentar fra Marie.

X Factor sendes fredage kl. 20 på DR1.