Remee var langtfra optimistisk, da han stod tilbage med de 5 grupper, der skulle med ham til bootcampen efter den nerveprirrende 5 Chair Challenge.
Nu hvor feltet er kogt ned til de endelige tre grupper, der skal optræde til dette års live shows i X Factor, er Remees gode humør er vendt tilbage.
- Jeg er endt med at have tre grupper, som jeg er sindssygt glad for, og jeg glæder mig helt vild til live showsene. Jeg tror virkelig, de alle kommer til at overraske, fortæller Remee, da dr.dk ringer ham op.
Make over med nye gruppenavne
Siden Remee fandt sine live deltagere på bootcampen, har han arbejdet intensivt med dem, for at få dem helt klar til dette års live shows.
Og i denne forbindelse har han valgt at give Kornum og Olesen og A Sound nogen nye navne, så de nu i stedet hedder The Competition og EMBRACE.
- Kornum og Olesen lød lidt som et slags brolægger firma, så jeg ville gerne have, de skulle have et navn, der var lidt mere fængende. Der var jo virkelig ingen, der havde regnet med dem, så jeg synes at ’The Competition’ er meget passende når nu de er endt i en konkurrence, lyder det fra Remee.
- Med A Sound ville jeg gerne have, at de skulle hedde dét, de lige præcis gør, fordi de kan omfavne så bredt med deres musik, og det er lige præcis det, vi alle sammen har brug for.
Oppe mod dygtige solister
Selvom Remee er klar over, at hans grupper er oppe imod et meget stærkt X Factor-felt i år, så er han overbevidst om, at de vil klare sig rigtig godt.
- Realistisk set så er vi oppe imod nogen meget dygtige solister, men jeg har lagt en plan, der gør, at de alle kan vinde. Mine grupper skal ind og performe og lade deres personlighed skinne igennem, hvilket jeg også tror de vil gøre, fortæller Remee.
Netop gruppernes rørende historier og stærke personligheder mener Remee dog er dér, hvor de skiller sig ud fra de unge deltagere.
- De unge har jo naturligt en begrænsning i og med, at de ikke har ligeså meget livserfaring at fortælle fra endnu. Alle mine grupper har en spændende historie og noget på hjerte, hvilket skinner igennem i deres musik.
