Tidligere i år formåede Remee at hive sin tredje X Factor-sejr i land, da søstrene Anilde og Azilda strøg til tops i årets finale.
Snart venter en ny sæson - programmets tiende - forude, og jagten på Danmarks nye talenter er allerede skudt igen. I dag er der pre-casting i København, og næste uge går det løs i Aarhus. Men hvordan sikrer man sig X Factor-sejren?
Vi spurgte den sejrrige dommer ind til hans hemmelige vinderopskrift og stillede ham spørgsmålet: Hvordan vinder man X Factor?
1. Vær dig selv
- Det handler om at være sig selv mest muligt. Når vi står overfor en, som er sig selv, så ved du det bare.
- Du kan mærke, at her hænger det hele sammen. Så prøv ikke at være en anden, lyder det første råd fra Remee, der går sin syvende sæson som X Factor-dommer i møde.
2. Fortæl din historie
Ifølge den erfarne X Factor-dommer er det vigtigt, at man tør at fortælle sin egen historie.
- Vi er seks milliarder helt unikke sjæle her i verden, som alle bærer rundt på en historie. Sidste sæson havde vi artister som Clifforth & Hein og Anilde og Azilda, som ikke var bange for at fortælle deres personlige historier, og det er vigtigt, at man tør det.
3. Vær dedikeret
Men det kræver mere en en god sangstemme at nå til tops. Det er benhårdt arbejde at få succes.
- Det er ikke altid det sjovt. Det er jo ligesom at skulle til eksamen hver fredag, og det skal man være villig til at elske. Man kan ikke gå ind i det her og tro, at nu får man bare X Factor-hatten på og så kører det hele. Det kræver fuld dedikation, siger Remee.
Du kan stadig nå at møde op til dagens casting der finder sted i DR Byen. Tilmelding er ikke nødvendigt. Du kan også melde dig til pre-casting i Aarhus d. 23. august. Læs mere om hvordan du tilmelder dig her. X Factor 2017 løber over skærmen omkring nytår.
