To veloverståede liveshows inde i årets X Factor-sæson står kategorien med de unge solister som den eneste, der endnu ikke har været en tur i farezonen.
Spørger man Mette Lindberg, der er mentor for de tre unge solister Alex, Reem og Mads Christian, så er der en grund til hendes succes:
- Jeg har rigtig god smag, og her i programmet har man jo heldigvis lov til at gå hundrede procent med det, man selv synes er godt. Hvis jeg ikke troede på min vision, så kunne jeg ikke sidde her. Jeg bliver nødt til at tro på det, ligesom de andre dommere må tro på det, de gør, siger hun.
Den stærkeste overlever
Mette Lindberg er ny dommer i årets X Factor, men ifølge hende selv er det ikke bare begynderheld, der er tale om her. Hun tror fuldt og fast på sine tre solister og deres talent:
- Jeg er rigtig glad for, at ingen af mine har været i farezonen, for så må jeg jo have gjort noget rigtigt. Samtidig synes jeg jo, de alle tre er blændende fantastiske, og jeg kunne sagtens se dem alle i finalen, siger hun.
Den enkelte dommers vision med deltagerne har stor betydning for udfaldet, og det skal man have for øje, mener Mette Lindberg. Det kan nemlig være det, der ender med at fælde én, men det er en del af konkurrencen. Heldigvis ligger hun selv ret lunt i svinget hvad det angår.
- Det er jo et lidt utaknemmeligt program, fordi sangerne skal udvikle sig meget hurtigt på meget kort tid. Jeg kan jo godt se, at der er nogen, der på en måned vil kunne komme derhen, hvor de skal være – men det ser jeg måske ikke på en uge, forklarer Mette Lindberg og tilføjer:
- Sådan er programmet. Det er "survival of the fittest", og sådan er naturen jo også. Og mine deltagere ligger så pænt højt i fødekæden…